EN AF DE GAMLE

Det startede ellers så godt. Jeg var ude for at lave kortfilm og havde baby med på settet. En køn assistent først i tyverne kigger på mig og siger så de smukke ord: "Ej, hvor gammel er du egentlig? Er du ikke aaalt for ung til at have en baby?". 

HALLELUJA 
HALLELUJA 
HALLEEEELUJA! 

Bing, bing, bing - point ind på selvtillidskontoen! 

Men glæden var kort, for derfra blev jeg jagtet af tegn på min fremskredne alder...

For et par dage siden kørte manden og babyen og skodaen og jeg et smut forbi Roskilde Festivalen - bare for lige at indsnuse lidt af stemningen. Den slags kan man nemlig få desperat brug for, når det man ellers indsnuser mest er lortebleer og gammel mælk (ens egen. På blusen.) Vi kørte hele vejen ned til drop off-point og tog en runde der, bare for at komme så tæt på de eksotiske lunkne øl og buldrende højtalere som muligt. Imens jokede vi med, at vi jo lige så godt kunne sætte babyen af med det samme. Vi gav ham gode råd om at huske kondomer og ikke blande øl og spiritus. Og selvom vi lavede sjov, kunne jeg alligevel mærke den snigende alvor i, at det rent faktisk kommer til at ske. Vi er snart den næste generation festival-forældre. Yikes. 

Det næste knytnævestød blev leveret af studentervognene. Hvert år på den her tid plejer jeg at blive ramt af en kaskade af nostalgi, der gør, at jeg bliver nødt til at kigge væk, så de festende hue-kids ikke ser mine blanke øjne. (Ikke at de alligevel kan se noget ud af deres ditto.). Men i år var anderledes. I år var det pludselig kommet så meget på afstand, at jeg kunne standse op, vinke overskudsagtigt, mens jeg så ungdommen i deres i alt for blanke øjne og endda "hø hø'ede" lidt af de kække bannere. I år var tiårsjubilæet for min egen hue. Og lige meget hvor meget jeg prøvede at fremkalde fornemmelsen af tidlige sommermorgener med hyld i luften og sambucca i leveren, så kom der ingen tårer. Jeg var kommet videre. Blevet en af de gamle. (Dog ikke gamlere end at jeg stadig kunne vrisse "Nej, den er så ej! Den er rød!!!", når nogen formastede sig til at synge: "Der er kun en rigtig hue, den er blå!".)

Som om det ikke var nok, gik det pludselig op for mig, at jeg var minimum - jeg gentager - MINIMUM 10 år ældre end de ældste af mine medshoppister, da jeg ransagede tilbudsbøjlerne i Monki. Pludselig følte jeg, at jeg blev opslugt af tandbøjler, dårlig hud og urimeligt tynde lår og blev i grusom tvivl, om jeg overhovedet kunne tillade mig at gå i det tøjmærke længere. Klam af sved smed jeg en oversize t-shirt med neonprint af en babytapir fra mig (seriøst. Det var sådan en jeg havde i hænderne. Jeg elsker tapirer), og løb ud på gaden for at få luft.

Og ikke engang i boghandelen fik jeg fred. På tilbud stod børnebogen: "Mor skal have en baby!", og der på forsidetegningen flød en bulet dame ud i sofaen. Og det var jo mig!!! Jeg var ikke hende den sjove kusine eller den funky storesøster. Jeg var MODEREN. Den bulede, trætte og lettere formanende mor med rander under øjnene. ARGH! 

Og endelig kom hybris med sit final knockout: Jeg modtog manus til en anden kortfilm, jeg skal lave om et par uger. Oprindeligt var jeg til casting på en rolle som 25-årig ung og vild, men endte med en mere fornuftig og moden rolle. Og da jeg gennemlæste den sidste gennemskrivning af manus, var karakterens alder pludselig fastsat til at være 35 år. Og det var altså sket efter rollen blev min. BUM. Jeg er altså sådan en 35-årig mor-type at se på. Lige der gik jeg officielt fra ungpigerollerne til morrollerne.

Jeg kunne næsten høre Nemesis hviske: "Nu er du nok ikke så kæk fru "ser-for-ung-ud-til-at-være-nogens-mor-bloggertype"!".  

Hvad fanden havde jeg også regnet med, når der ligger en bog med den her titel på mit bord derhjemme?