HOV, HVAD SKRIVER POLITIKEN?

Jeg har netop fået pushet den her spændende artikel, der handler om den stigende uvilje mod at blive voksen! Læs den lige http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2331602/evig-ungdom-til-hele-flokken/

Og tak til Eva Høvring Høeg for tippet!

INDEN JEG BLIVER 30, VIL JEG...

Jeg har to dage dage tilbage som 28-årig. Eller mere præcist 26 timer. Når de 26 timer er gået, har jeg officielt 365 dage tilbage i 20'erne.

Jeg kan huske dengang jeg fyldte 20. Det føltes meget voksent og ansvarligt at forlade teenageårene. Jeg var kommet hjem fra min lange dannelsesrejse i latinamerika få dage inden og var solbrændt og selvsikker og verdenskvinde. (Den slags verdenskvinde, der stadig boede hjemme hos sine forældre og havde et perlegardin med pink plastikhjerter på sit værelse). 

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være - mest af alt, havde jeg bare lyst til at rejse afsted igen med det samme. Måske åbne en café i Mexico med Fernando. El Waffeljern, skulle den hedde (det er seriøst ikke noget, jeg finder på! Ama'r.) En af mine venners fornuftige forældre fik dog guidet mig i retning af universitetet, og jeg startede samme år.

Fra jeg blev 20 til i dag er der blandt andet sket følgende:

• Jeg flyttede hjemmefra og til København
• Jeg har taget en bachelor.
• Jeg tog chancen og fik min drømmeuddannelse som skuespiller
• Jeg har haft mit eget børneteater
• Jeg har boet i hvert fald 6 forskellige steder
• Jeg er blevet friet til på toppen af en vulkan
• Jeg har været undertøjsmodel i et Fakta-katalog (den skal med, for det er noget af det mest fjollede, der er sket)
• Jeg er blevet gift med den mand jeg havde et kæmpe crush på som 16-årig
• Og jeg har lavet et lille nyt menneske med to arme og to ben (og indtil videre ingen synlige defekter)

Det, og så alt mulig andet.

Da jeg var yngre fik jeg tit aldersstress. Når jeg læste om en eller anden skuespiller eller popsanger, som var blevet opdaget som 13-årig og vandt priser som 16-årig, så følte jeg et tungt pres hvile på mine skuldre. For hvad havde jeg bedrevet? Nu er løbet ligesom kørt. Jeg er allerede alt for gammel til at blive popstjerne (selvom jeg da var til en audition på popstars i 2001), og med mindre jeg går efter at blive verdens yngste (og mest overraskende) præsident, kan jeg vist godt glemme at imponere nogen.

Da vi flyttede fandt jeg en bucket list, som min mand og jeg lavede, lige da vi var begyndt at date for 6 år siden. Den var fyldt med forelskelse og drømme, men til min store overraskelse opdagede jeg, at vi faktisk havde opnået en masse af vores drømme. Ting som dengang virkede helt uopnåelige. Ting som var skrevet ned i kådhed og glemt igen. Det er da skide smukt!

Så nu vil jeg lave en bucket list for, hvad jeg vil nå, inden jeg bliver 30.

Jeg vil:

• Dykke med hajer
• Skrive et speciale
• Lære at twerke, mens jeg står på hovedet 
• Give min søn humoristisk sans
• Have en stor filmrolle
• Rejse til Madagascar

(...)

Og hvad med jer? Hvad vil I? Kom med jeres bud i kommentarfeltet...

UNG MED DE UNGE

"Skrid! Det er der altså ikke nogen, der siger længere! Det er jo sådan totalt 90'er-agtigt!" Teenagepigen kigger overbærende på mig. Jeg er ved at instruere hende i en scene, der handler om at slå op med sin kæreste. En scene, der handler om at vise Girlpower. Men det udtryk kender folk født i år 2000 heller ikke længere. Spice Girls? Who? Verden er af lave. 
Jeg har selv skrevet manus og synes, at jeg er totalt nede med den måde, teenagere taler på. Men teenagerne er færdige af grin, når jeg siger ting som "kids", "sweet" og "nice". Og de griner ikke med mig. De griner ad mig. De synes jeg er for gammel til at tale sådan. De synes, jeg leger ung med de unge. Desværre taler jeg sådan. Også i virkeligheden. Og jeg synes selv, at jeg har den fulde ret. Jeg er jo sådan lidt street, jeg har da swag, det er jo mig, der er ung og ved, hvor det går ned. Jeg er jo kun 28 - og et halvt. Jeg er på toppen af min ungdom. YOLO. #EPIC.

Jeg har efterhånden haft mange job, hvor jeg har arbejdet med unge. Og hver gang har jeg fået tæsk. Altså ikke fysiske, men verbale. Den slags der laver præmature panderynker, så jeg ligner en 30-årig (GYS!) før tid.

Det startede, da jeg arbejde som svømmetræner. Jeg var 17 år og prøvede at score billige selvtillidspoint ved at spørge børnene, hvor gammel, de troede, jeg var. 40 år var deres svar. "Og han er 14.", sagde de. "Han" var min medtræner. Som var et år ældre end mig. Der er ikke noget, som at få at vide, at man ligner en på 40, når man er 17 og står i badedragt #sygtnederen.

Jeg havde også en kvalificeret musiksnak med en teenage-musikfeinschmecker.  Musik - det har jeg styr på, tænkte jeg - så jeg følte virkelig, at vi bondede som to ligemænd. 
"Jeg hører sådan noget retromusik.", sagde han. 
"Nå nå, sådan noget Rolling Stones?", spurgte jeg. 
"Nej, Bikstok Røgsystem. Kender du dem?". 
Jeg var så til en af deres allerførste koncerter...i går? Nå nej, for mere end 10 år siden. 10 år er en levealder, når man er teenager. 

En anden gang spillede jeg playlisten fra min bryllupsfest for to 13-årige. "Hvad er det for noget gammel musik?", spurgte de. Playlisten bestod primært af hits fra 2007-2011. Og da højtalerne bragede ud med teksten til Natasjas "Fi er min", følte jeg mig som en meget dårlig voksen:

 Og dog, beskyttelse er jo vigtigt, og de kunne lige så godt få det lært. Ellers ville de bare ende ligesom mig: En MEGET UNG mor #iwish #gammelsmølf #ungmedde unge.

OM STEDER HVOR MAN ALDRIG BLIVER VOKSEN

Det er fredag aften, og det er min venindes 29 års familiefødselsdag. Vi er i hendes forældres have. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har festet i den have. Vi har været veninder, siden vi var 13 år, og haven har set lidt af hvert. En genert teenager, der første gang fletter fingre med ham, hun er så vild med. Vilde teenagere, der kaster op og kysser på de forkerte. Farvelfester inden den store dannelsesrejse efter gymnasiet. Pandekager til knuste hjerter. I den her have bliver jeg aldrig voksen. Og dog. For nu står hun der, den lille skrappe pige på 2 år med lyse proptrækkerkrøller og et bestemt udtryk i ansigtet. "Hvis mor er du?", spørger hun mig skråsikkert. "Øh bøh, babyens.", får jeg fremstammet.

I haven, hvor jeg aldrig bliver voksen, er jeg nu nogens mor. 

FÆLDEN DER KLAPPEDE

"Hvor er vi blevet voksne!". Det er en replik, der lyder mere end ofte, når jeg er sammen med mine venner. Eller bedre endnu: "Ej, hvor voksent!". 
Og man ved ikke, om det er en god ting. Er det at blive voksen det samme som at blive småborgerlig? Eller bourgeois, som mit mere prætentiøse teenagejeg ville sige. 

Da jeg var teenager havde jeg travlt med at distancere mig fra de andre elever på provinsgymnasiet og erklærede mig kulturel feinschmecker. Mainstream var det største skældsord, jeg kunne komme på. Sammen med min udvalgte klike af andre kulturelle feinschmeckere kørte jeg til det store KØBENHAVN i en lille blå Folkevognsboble. Vi drak os fulde i rødvin, så franske film i Grand og spiste kartoffelmadder på Bang & Jensen på Istedgade. Vi var en kæmpe oprørskliché. Da jeg tog til Calella med flere af klikens medlemmer var det selvfølgelig også med ironisk distance. Vi tog til ironisk pubcrawl, ironisk skumparty og ironisk sangriafest. Og selvfølgelig endte vi med at have det alt for sjovt og glemme alt om den ironiske distance og kaste op og snave og få tatoveringer og tisse på åben gade ligesom alle de andre. Jo, vi var blomsten af Danmarks ungdom. Mente vi selv. 

Da jeg var teenager erklærede jeg også kamplystent at jeg ALDRIG skulle giftes. Det var småborgerligt! Jeg skulle heller ALDRIG have børn. Hvis jeg skulle føde noget, skulle det være en hundehvalp, for de var meget sødere end babyer. Nu sidder jeg i en alder af 28 (og 11 måneder) og har været gift i næsten 2 år, villaejer i 4 måneder og mor i snart 3 måneder. Jeg har også en hund og en dyr knivblok. Fælden er klappet. Jeg har givet op på alle mine principper. Og det er egentlig meget rart. Men også skræmmende. For inden i mit hoved er der stadig en lille teenagestemme, som konstant stikker til mig: "Er du nu kreativ nok?", "Er du ikke blevet lige lovlig magelig?", "Er du ikke lidt for almindelig?". 
Det værste, man kan være, er jo som bekendt almindelig:

For tiden er min vennekreds ramt af en babyepidemi, der breder sig, som var det en malariaepidemi i Afrika. Og hver gang en ny bliver ramt, vender vi tilbage til det samme emne. Vi har nemlig allesammen på fornemmelsen, at hvis nogen ser os udefra, så vil de synes, at vi er nogle meget unge forældre. Men det er vi ikke længere. Vi er trods alt i slutningen af tyverne og opefter. Vi er så almindelige, som man kan være. Og så er det, at der en, der kækt fremfører replikken: "Hvor er vi blevet voksne!" Og inden under den afklarede tone fornemmer man noget andet. En lille usikkerhed. En lille angst for at blive småborgerlig. En lille angst for at blive alt det, man forsvor, man ikke ville være. Og mest af alt: En lille angst for egentlig at synes, det er meget rart.

Her sidder jeg og skriver mit første indlæg i min voksenhave med min voksenhængekøje og min voksenhund. Bemærk hvor fint man kan bruge tillægsordet "voksen" helt uden spor af ironi.