TAG LIGE EN SLAPPER, MOSTER BO BEDRE!

Der er sket noget i mig, efter jeg har fået mit eget hus. Det er, som om jeg har fået en lille kortslutning i hjernen. En kortslutning, der får mig til at fremvise ting, der ikke er der. En kortslutning, som får mig til at sige ting til vores gæster som: "Sådan her skal køkkenet selvfølgelig ikke se ud, vores plan er blablabla og sætte blablablabla fliser op!" eller "Vi drømmer jo om at mure facaden op/sætte brædder på/male det i noget andet end den her hæslige blabla farve!" eller "Ja, børneværelset er jo ikke færdig endnu. Det beklager jeg. Det er altså lidt af en rodebunke!"
AND SO FUCKING WHAT?!! 
Babyen er kun knap 5 måneder, og han er jo fuldkommen ligeglad. Han vil skide på, om jeg har fået tapetseret væggen med grafisk mønster. Det eneste, hr. Flødeskæg går op i, er, at der er lettest mulig adgang til mælkebaren. Og alle de fixe idéer jeg havde om, at han ville elske at lege med æstetisk tilfredsstillende legetøj i pastel og nordisk birk, har jeg også måttet kassere. Babyer kan lide bling og primærfarver. Og det skal de have lov til. (Sidehistorie: Jeg læste en artikel i et boligblad om en indretningsbesat mor, som havde forbudt sin 11-årige datter at have plakater med One Direction PÅ SIT EGET VÆRELSE!!! Så længe pigebarnet boede under hendes tag, så skulle der antikke sommerfuglebilleder på væggen. For tænk nu, hvis gæsterne kiggede ind. De ville jo falde døde om, som følge af overdosis af dårlig smag. Hvis jeg nogensinde bliver sådan, håber jeg, at min mand vil aflive mig.)

Men den pinlige sandhed er altså, at jeg bliver lidt flov over de ting, som ikke er på plads endnu. Og jeg vil så gerne have folk til at forstå, hvorfor vi faldt for huset og området og valgte at skippe vores trygge københavnertilværelse. Jeg vil så gerne have, at de har lyst til at komme igen (hvilket de sjovt nok ikke får, hvis jeg går rundt som en manisk bygherre og præsenterer luftkasteller). Det kan på en måde sammenlignes lidt med den følelse, man har, første gang vennerne skal møde ens kæreste. Man håber sådan, at de vil forelske sig bare en lille smule i ham.

Og det er unægteligt noget andet at eje end at leje. Det kan være svært at acceptere, at livet som husejer indebærer, at køleskabet eller fyret crasher lige netop der, hvor man havde 5 minutter til at gøre huset lidt indretningslækkert eller kysse på sin mand (eller havde plus på kontoen og planer om sjov i gaden.)

Det værste ved den kortslutning, der er opstået i min hjerne, er, at den ikke normaliseres, så snart et projekt er slut. Næ nej! For så snart stuen er færdig, hører jeg mig selv sige ting som: "Jeg hader vores køkken!" eller værre endnu "Vores gang er simpelthen frygtelig anonym. Man får jo ikke nogen oplevelse, når man træder ind af døren. Det er jo bare et skide transitionsrum!" SUK. Skal der nu også være oplevelsesøkonomi i gangen? Hvor skal hunden så sove? Tag lige en slapper, Moster Bo Bedre!

Og sandheden er jo, at ligesom med den nye kæreste, så er dine venner glade, hvis bare du er glad. (Ellers er de i hvert fald nogle skarn). Dine venner kommer for at se dig. Ikke din indkørsel eller flotte billedvæg med den rigtige blanding af grafisk plakatkunst og retro.

Det er i hvert det, jeg prøver at huske mig selv på, alt imens jeg booster oplevelsesøkonomien på gæstetoilettet.

Her er vi ved at støbe det som endte med at blive et 250 kg tungt betonbord til stuen. 

MUTTI HER HOLDER SOMMERPAUSE!

Beklager den rungende tavshed på blogfronten! Jeg har lige været oppe i min hjemstavns pragtfulde sommerlandskab til en omgang Musik i Lejet. Det er en af mine allerbedste sommertraditioner, og i år havde jeg en lille freeloader på slæb (det havde jeg faktisk også sidste år, men der var han lidt mere undercover!). 

Hvis du nogensinde overvejer, om du skal købe billet til Danmarks bedste festival, så skal jeg hermed gøre dig den tjeneste at fjerne al tvivl:

Men i dag røg armbåndet (ja, jeg sov med det på!) og det er tilbage til voksenlivets alvor. Skrives!

METTE BLOMSTERBERG-KOMPLEKSET

Mette Blomsterberg forfølger mig. Hun ånder mig tungt i nakken med en ånde, der helt sikkert dufter af skarpe pebermyntepastiller. Hendes hår er stramt og glat, hendes negle er altid perfekt manicurerede (hvis man er til det franske look). Mit hår er stort, uredt og krøllet, og mine negle er korte og oftest kamuflerede med en farverig neglelak (gerne med glimmer eller metallic-effekt). Fru Blomsterberg prædiker de voksnes dyder i et køkken. Hun emmer af kontrol og sirlighed. Hun måler muscovadosukkeret præcist af, sørger for at karamellen er præcis 170,5 grader varm. Chokoladen skal have den rigtige blankhed, det sande knæk. Jeg er stadig et barn i et køkken. Min veninde har engang sagt til mig, at hun beundrer min laissez-faire-tilgang til kogekunsten. Det er vist noget af en underdrivelse. Men Mettepigen og jeg har en ting til fælles: Vi ELSKER at lave desserter til gæster! Vores tilgange er bare lidt forskellige.

Jeg kan bruge dage på research-processen: Jeg læser kogebøger og sætter post-it-noter, jeg gemmer links til opskrifter fra livstilsmagasiner, fotograferer desserter i glitrede blade, pinner kageopskrifter fra blogs på Pinterest. Og når dagen for gæstebuddet nærmer sig, kommer opskrifterne igennem et udskillelsesforløb, der er hårdere end finalen i Paradise Hotel. Men der slutter min tjekkethed også. For nu vil følgende ting typisk gå galt:

1) Jeg glemmer at læse opskriften igennem, inden jeg starter og kommer i et tidsunderskud på mellem 3 timer og et halvt døgn.
2) Jeg læser opskriften, men vælger at ignorere tidsangivelser/vægtangivelser/alt jeg ikke selv anser som vigtigt.
3) Jeg gør mig umage det meste af tiden, men bliver først utålmodig og dernæst indebrændt på grænsen til rasende i slutspurten med fatale konsekvenser til følge.

Engang havde jeg lovet min veninde at tage hjemmebagte thebirkes med til vores lille brunch. Den garvede hjemmebager vil vide, at netop thebirkes er et særligt tidskrævende projekt, da wienerbrødsdej skal foldes det helt rigtige antal gange med den helt rigtige temperatur smør for ikke at blive til en slasket bolledej. Jeg valgte kun at læse op på bagetiden, inden jeg gik i gang og startede på projektet en halv time, inden jeg skulle af sted. Mit bidrag til brunchen blev en portion hundelortsformede smørdejsklumper sjusket strøet med birkesfrø og en times forsinkelse.

Til jul gik det ud over en ambitiøs opskrift på appelsinflødeboller med marcipanbund og drys af hjemmelavede brændte mandler. I opskriften stod, der at man skulle piske flødebollefyldet i mindst 8 minutter. Efter cirka 3 minutter begyndte jeg at kede mig og besluttede, at dem der skrev opskriften sikkert overdrev helt vildt. Og af uransagelige årsager kunne skummet lige pludselig ikke holde sig selv oppe. Det begyndte at flyde ud og faldt af, da jeg forsøgte at dyppe det i chokolade. I stedet valgte jeg at hælde chokoladen udover. Resultatet blev noget, der lignede en portion kollapsede lerhytter. Men velsmagende kollapsede lerhytter forstås.

I sidste uge gik det galt igen. Manden blev 39, og jeg havde uger forinden udvalgt den helt rigtige dessert. Et prægtigt tærteværk, der kombinerede hjemmelavet flødekaramel med chokoladefudge. Igen havde jeg dog undladt at læse opskriften igennem, og det kom som en enorm overraskelse, da jeg gang på gang stødte på følgende formulering: "Skal hvile minimum 3 timer på køl." Sammenlagt var jeg vel i et tidsunderskud på minimum 7 timer. Men nød lærer nøgen kvinde at træffe sine egne eksekutive beslutninger, og nu var den karamel da vist også lunken nok.
Resultatet beskriver jeg bedst med billeder.

Sådan skulle den have set ud:

sådan så den ud:

Flere af mine venner kalder mig Mette Blomsterberg. Jeg har på fornemmelsen at kælenavnet kan indeholde spor af ironi.

Her er et par af de bedste opskrifter på nettet:

• http://www.madogbolig.dk/Jul/Opskrifter/Minifloedeboller-med-braendte-mandler-og-appelsinskum.aspx
• http://www.madogbolig.dk/Opskrifter/Desserter%20og%20bagvaerk/Den%20laekreste%20chokolade%20karamel%20salttaerte.aspx
• http://cutecarbs.com/2012/07/hvid-chokoladebrownie-med-rabarber/

HOV, HVAD SKRIVER POLITIKEN?

Jeg har netop fået pushet den her spændende artikel, der handler om den stigende uvilje mod at blive voksen! Læs den lige http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2331602/evig-ungdom-til-hele-flokken/

Og tak til Eva Høvring Høeg for tippet!

Dagens anbefaling fra Voksentid

Hermed en lille hurtig hapser af en anbefaling:
Jeg har netop printet to billetter til "Romeo og Julie" på Skuespilhusets Store Scene, hvor den spiller til efteråret. Det har jeg gjort af følgende årsager:

1) Det er jo verdens største kærlighedshistorie!
2) Hovedrollerne indtages af to af Danmarks - efter min mening - bedste skuespillere lige nu. I rollen som Romeo har vi den dragende Thomas Hwan med det helt fantastiske skæve drengesmil, mens rollen som Julie spilles af helt suveræne Danica Curcic, som jeg er så heldig at kende i privaten og samtidig er kæmpe fan af!
3) Instruktøren er Elisa Kragerup. Siden jeg så hendes afgangsforestilling på Statens, har jeg været solgt. Alt hvad hun rører ved bliver guld. Så er det sagt. Hun kan iscenesætte store klassikere, så de bliver sanselige, skæve, opfindsomme og lårklaskende sjove. Fan fan fan! 

Glæder mig til en tur i mørket.