Den trofaste læser vil vide, at jeg har holdt pause siden 2008 for at uddanne mig og arbejde som skuespiller. Men nu er jeg tilbage. KUA, den gamle krage, har fået et seriøst facelift, og de dystre og sundhedsskadelige betonrum, som dengang dannede rammerne for mit universitetsliv, er jævnet med jorden. Til gengæld er der pludselig tapas i kantinen, indendørs birkeskov og store lyse rum, der om 20 års tid vil gøre nye KUA til en perfekt tidslomme for 2010'ernes zeitgeist. Folk vil le og sige: "Ha ha ha! Det var dengang, vi troede, at jorden stadig kunne reddes, hvis bare vi allesammen anlagde skovhugger-fuldskæg og sad på autentiske skamler af drivtømmer!" (Note: Denne småsarkastiske kommentar er skrevet i mit meget stimulerende hjemmekontor, hvor jeg er OMRINGET af træ. Selv væggene er blevet beklædt med træ. Og jeg tror stadig på, at vi kan redde jorden. Måske.)
Men det faktum, der ramte mig som en bazooka i maven var: AT ALLE MINE UNDERVISERE ER BLEVET GRÅHÅREDE!
Det var pludselig et meget håndgribeligt tegn på årene, der var gået.
Jeg var glad og smigret, da der var en underviser, som kunne kende mig (fordi jeg var hendes mega dengse back then), men da jeg tog toget hjem, blev jeg pludselig grebet af en gruopvækkende tanke: Mon hun også syntes, at JEG SÅ ÆLDRE UD?
Ja! det måtte hun jo uden tvivl gøre. Som en caster for nylig skrev til mig: "Heidi, du kan jo ikke gå for at være en i starten af tyverne længere." (Til det svarede jeg kækt: "Nej, det er prisen for at få et barn og miste sin nattesøvn, og så er jeg egentlig godt tilfreds med byttehandlen." Men inden i græd jeg...)
.jpg) |
| Det tætteste denne blog kommer på en selfie: En hårfie (jeg forudser at denne betegnelse ikke kommer til at vinde indpas nogen steder) |
Jeg har siden jeg var omkring 16 år gammel haft en stribe med sølvfarvede hår i min manke. En frisør har engang bildt mig ind, at det er fordi, mit hoved har fået et slag, og striben er et udtryk for chokerede hårsække. Jeg bilder mig ind, at striben er den samme som den altid har været. At der ikke er kommet flere eller færre grå hår.
Jeg kan tydeligt huske første gang, striben blev påtalt, og en af mine venner sagde: "Hey, er du ved at blive gråhåret eller hvad?". Senere spurgte min veninde, om jeg havde malet væg. Hun forsøgte hjælpsomt at fjerne de hvide klatter maling, da hun pludselig indså, at det var grå hår.
Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan camouflere striben mere eller mindre ved at dele mit hår på et strategisk rigtigt sted. De dage, hvor jeg får delt det forkert, udbryder folk chokeret: "Heidi! Du er jo ved at blive fuldstændig gråhåret!".
Her starter jeg normalvis min store forsvarstale (den om de chokerede hårsække), mens folk nikker og smiler og tænker, at jeg helt sikkert bare er ved at blive gråhåret. Nogle gange spørger folk endda: "Blev dine forældre også tidligt gråhårede?".
Der er også en kategori af folk (faktisk flest mænd), som synes det er sejt og silverfox-agtigt på Gun-Britt-måden. Der er jeg ikke helt kommet til endnu. Og jeg er faktisk ikke længere selv kompetent til at afgøre, om de sølvfarvede hår har spredt sig.
Men for at vende tilbage til udgangspunktet: Underviseren havde helt sikkert også lagt mærke til sølvstriben i MIT hår. Og sikkert også de rynker, som ikke længere går væk med den rigtige mængde creme eller søvn. Og selvom KUA stadig kan få mig til at føle mig som en ung og impulsiv studerende, så ligner jeg altså ikke en, der kommer direkte fra 3. g længere.
Jeg kan kun forestille mig, at det bliver sværere og sværere at synkronisere ens indre selvopfattelse med ens spejlbillede. Men indtil videre arbejder jeg videre med at lægge skilningen det helt rigtige sted.
