onsdag den 28. maj 2014

UNG MED DE UNGE

"Skrid! Det er der altså ikke nogen, der siger længere! Det er jo sådan totalt 90'er-agtigt!" Teenagepigen kigger overbærende på mig. Jeg er ved at instruere hende i en scene, der handler om at slå op med sin kæreste. En scene, der handler om at vise Girlpower. Men det udtryk kender folk født i år 2000 heller ikke længere. Spice Girls? Who? Verden er af lave. 
Jeg har selv skrevet manus og synes, at jeg er totalt nede med den måde, teenagere taler på. Men teenagerne er færdige af grin, når jeg siger ting som "kids", "sweet" og "nice". Og de griner ikke med mig. De griner ad mig. De synes jeg er for gammel til at tale sådan. De synes, jeg leger ung med de unge. Desværre taler jeg sådan. Også i virkeligheden. Og jeg synes selv, at jeg har den fulde ret. Jeg er jo sådan lidt street, jeg har da swag, det er jo mig, der er ung og ved, hvor det går ned. Jeg er jo kun 28 - og et halvt. Jeg er på toppen af min ungdom. YOLO. #EPIC.

Jeg har efterhånden haft mange job, hvor jeg har arbejdet med unge. Og hver gang har jeg fået tæsk. Altså ikke fysiske, men verbale. Den slags der laver præmature panderynker, så jeg ligner en 30-årig (GYS!) før tid.

Det startede, da jeg arbejde som svømmetræner. Jeg var 17 år og prøvede at score billige selvtillidspoint ved at spørge børnene, hvor gammel, de troede, jeg var. 40 år var deres svar. "Og han er 14.", sagde de. "Han" var min medtræner. Som var et år ældre end mig. Der er ikke noget, som at få at vide, at man ligner en på 40, når man er 17 og står i badedragt #sygtnederen.

Jeg havde også en kvalificeret musiksnak med en teenage-musikfeinschmecker.  Musik - det har jeg styr på, tænkte jeg - så jeg følte virkelig, at vi bondede som to ligemænd. 
"Jeg hører sådan noget retromusik.", sagde han. 
"Nå nå, sådan noget Rolling Stones?", spurgte jeg. 
"Nej, Bikstok Røgsystem. Kender du dem?". 
Jeg var så til en af deres allerførste koncerter...i går? Nå nej, for mere end 10 år siden. 10 år er en levealder, når man er teenager. 

En anden gang spillede jeg playlisten fra min bryllupsfest for to 13-årige. "Hvad er det for noget gammel musik?", spurgte de. Playlisten bestod primært af hits fra 2007-2011. Og da højtalerne bragede ud med teksten til Natasjas "Fi er min", følte jeg mig som en meget dårlig voksen:


 Og dog, beskyttelse er jo vigtigt, og de kunne lige så godt få det lært. Ellers ville de bare ende ligesom mig: En MEGET UNG mor #iwish #gammelsmølf #ungmedde unge.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar