JEG ØVER MIG STADIG...

I går fik jeg et brev. Et skidehamrende kedeligt brev. Det var så kedeligt, at så snart jeg læste overskriften, så gik min opmærksomhed på vandretur til Mexicos hvide sandstrande. Jeg prøvede virkelig på at læse det. Virkelig. For jeg vidste godt, at jeg burde læse det. Jeg startede forfra et par gange, men hver gang kom jeg kun et par linjer ned, før jeg begyndte at skimme, som i dennne her sammenhæng er et flot ord for at konstatere, at det var tale om sorte bogstaver på hvidt papir. Til sidst lagde jeg det på spisebordet. Det var jo helt klart tidspunktet, den var gal med. Det var alt for sent på eftermiddagen til at læse sådan et brev, og jeg havde jo også været tidligt oppe, og desuden så havde babyen ikke sovet så godt i nat. I morgen ville jeg være meget mere modtagelig.  

I morges smed jeg det ud. 

Brevet handlede om pension.

Et autentisk foto af mit brev, pimpet med et flot blåt filter.

Jeg øver mig stadig i at gå til møder i banken. Det er egentlig ikke, fordi jeg er sådan en "Luksusfælden"-type. Faktisk er jeg noget så usexet som ret økonomisk anlagt. Men når jeg skal til møde i banken, har jeg det, som om jeg spiller rollen, som en der går til møder i banken. En rigtig voksenrolle, hvor man forstår, hvornår renten er helt rigtig. Når man er rigtig voksen tager man ikke bankagtigt tøj på og sidder og smiler blankt og siger ja og amen til alt, og satser på at ens bedre halvdel har taget de nødvendige metale noter. Når man er rigtig voksen, forstår man at forholde sig kritisk til bankens tilbud. Man forsøger ikke at få bankrådgiveren til at synes, at man er total sjov og fresh. Man spiser heller ikke alle hans folieindpakkede chokolader. Og man går ikke ud på toilettet og græder af glæde, når man får lov til at låne penge. Som sagt: Jeg øver mig stadig.

Men breve om pension...
Og SKAT...
Og generalforsamlinger...

EN SYRISK NAT

Togturen hjem fra mødet havde været fuld af skæve eksistenser. En dame med lange skægstubbe, der skubbede en dukke i sin slidte barnevogn. En flok bøver, der drak dåseøl og bøvsede højt. Og så stod den lille kvinde pludselig der på stationen og spurgte efter et sted, der hed Avnstrup. Hun var tynd og mørkhåret og omkring min alder, og hendes engelsk var med en tyk accent. Hverken min mand eller jeg havde nogen idé om, hvor Avnstrup lå, men vi kunne se på rejseplanen, at hun havde misset den sidste bus, og at den næste først ville køre klokken 6 om morgenen. 

"How expensive do you think taxi?", spurgte hun. 

Vi svarede at det nok ville blive mindst en 200-300 kr.

 "Oh, that is all I have. I am going to camp." 

Og pludselig forstod vi, at hun skulle tilbage til Avnstrup asylcenter, og ikke på campingtur. 

Vi så på hinanden og nikkede. Egentlig var klokken alt, alt for mange. Jeg havde babyen under armen, og han var først lige faldet i søvn, og manden skulle tidligt op at arbejde. 

"We can give you a ride. Jump in." 

Vi kørte gennem den mørke sommernat, og hun fortalte, at hun var flygtning fra Syrien. Hun arbejdede som skolelærer ("not English", lo hun undskyldende), og det samme gjorde hendes mand, indtil de ville tvinge ham ind i hæren 

"To kill people. Relatives and friends." 

De ville hugge hendes hænder af, hvis hun beskyttede sin mand. Mindst. Så hun måtte flygte. Og efterlod to små børn i Syrien. 

"We get 700 kr. every month and I use all of them to call my children. I miss them", fortalte hun med store tårer i øjnene. 

"It must be very hard.", svarede vi og havde ingen idé om, præcis hvor very hard det måtte være. Her sad vi med vores smartphones og vores kornfede baby på bagsædet. You know nothing, Jon Snow. 

Alt for tit orker mit forkælede skandinaviske hoved ikke at forholde sig til alle de uoverskuelige konflikter rundt om i verden. Jeg kan lige klare en underskriftindsamling på nettet mod Putins antihomolov eller at like et billede af en kvinde, der gør oprør mod ordensmagten i Tyrkiet. Men når jeg læser avis, går jeg direkte efter kultursektionen. Væk mig klokken tre om natten (eller nej, vær sød at lade være. Babyen gør allerede sit for at spolere min nattero) og spørg mig, hvor mange stjerner Lana Del Reys nye album har fået i Soundvenue. Men jeg prioriterer at se et afsnit af Orange is the new Black højere end at sætte mig ind i verdenskonflikterne, når jeg har husmoderens 5 minutter.

Da vi satte kvinden af ved asylcenteret, og hun takkende havde taget afsked, blev jeg ramt af min sædvanlige udlængsel. Turen havde mindet mig om alle de gange venlige fremmede har reddet min røv en sen nat et øde sted på en eksotisk destination. Men de søde drømme havde en besk bismag. For nok havde vi fået os et lille eksotisk mandagseventyr, men for denne kvinde var det hendes liv. Og at strande i en træt stationsby var nok ikke hendes største udfordring. 

Min største udfordring i dag var at få mit apple-tv til at virke, så jeg kunne se endnu et afsnit af OITNB. Sådan er det også at blive voksen.