I DAG ER DET HEIDIS FØDSELSDAG!

I dag er det Heidis fødselsdag, hurra hurra hurraaaa! 

Jeg er et kæmpe pattebarn, når det kommer til fødselsdage. Især min egen. I min familie har man altid gået meget op i fødselsdage. Både sin egen og de andres. Fødselsdage skal fejres, som var det den sidste nogensinde. Fødselaren skal vækkes med fødselsdagssang, og dem som ikke er til stede under dette ritual skal ringe og synge fødselsdagssang i telefonen, så snart de har en ledig stund. Når man har fødselsdag, skal man have alle sine livretter, og man SKAL drikke varm kakao med flødeskum - også når man har fødselsdag om sommeren, og det er 29 grader i skyggen.
I min familie er din fødselsdag = DIN hyldestdag. Og det er ligegyldigt hvor gammel man bliver. Da jeg var barn tegnede jeg hvert år min egen kalender (af den slags, hvor man vender en ny side hver dag). Og så snart der var en måned til min fødselsdag, kunne nedtællingen begynde: "Neeeej! En glad hest og kun 28 dage til min fødseldag. Neeej! En glad bæver og kun 14 dage til min fødselsdag! Neeej! En glad hval og kun 3 dage til min fødselsdag!". Jo, jeg var glad for fødselsdage. Og for dyr. Glade dyr.  
Denne religiøse dyrkelse af fødselsdage har sat dybe spor i mig. Jeg elsker stadig at have fødselsdag. 

I år begyndte jeg at tjekke fødselsdagshilsner på Facebook, så snart klokken blev over midnat. Og heldigvis var jeg oppe at amme et par gange, så jeg kunne holde mig opdateret hele natten. Jeg tjekkede også vejrudsigten. De bedste fødselsdage er nemlig dem med sol.
Heldigvis har min mand forstået min sygelige besættelse af fødselsdage. Og jeg tror faktisk, at han er begyndt at holde af den måde, hvorpå traditionerne bliver holdt i hævd i min familie. Der skal fejres, hvad fejres kan!
 Derfor fik jeg også fødselsdagssang i nat, jeg vågnede op til en overdådigt udsmykket fødselsdagsstue med masser af gaver, og der stod pandekagedej klar i køleskabet, så jeg kunne lave pandekager til morgenmad, når nu han var på arbejde. Og så fejrede jeg mig ellers: Jeg sang fødselsdagssang for mig selv i sengen, spiste 6 pandekager til morgenmad, pakkede gaver op, læste fødselsdagskort, lavede hjemmelavet chai, snakkede i telfon med tanter og veninder og dansede til Michael Jacksons nye album. Senere kom mine forældre forbi, og min mand kom hjem, og vi drak selvfølgelig varm kakao med flødeskum i solen og spiste Sarah Bernard-kager. Ren fødselsdagslykke.

Og på søndag holder jeg endnu en fødselsdag - fordi jeg kan!

Bagsiden af medaljen ved at være så vild med at have fødseldag er, at jeg kan blive lige så skuffet som et lille barn, hvis nogen glemmer min fødselsdag. Og det er ved gud ikke særligt voksent. Men jeg synes stadig, det er ok at elske at have fødselsdag, når man bare man husker at fejre andre også! Hurraaaaaaa!

INDEN JEG BLIVER 30, VIL JEG...

Jeg har to dage dage tilbage som 28-årig. Eller mere præcist 26 timer. Når de 26 timer er gået, har jeg officielt 365 dage tilbage i 20'erne.

Jeg kan huske dengang jeg fyldte 20. Det føltes meget voksent og ansvarligt at forlade teenageårene. Jeg var kommet hjem fra min lange dannelsesrejse i latinamerika få dage inden og var solbrændt og selvsikker og verdenskvinde. (Den slags verdenskvinde, der stadig boede hjemme hos sine forældre og havde et perlegardin med pink plastikhjerter på sit værelse). 

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være - mest af alt, havde jeg bare lyst til at rejse afsted igen med det samme. Måske åbne en café i Mexico med Fernando. El Waffeljern, skulle den hedde (det er seriøst ikke noget, jeg finder på! Ama'r.) En af mine venners fornuftige forældre fik dog guidet mig i retning af universitetet, og jeg startede samme år.

Fra jeg blev 20 til i dag er der blandt andet sket følgende:

• Jeg flyttede hjemmefra og til København
• Jeg har taget en bachelor.
• Jeg tog chancen og fik min drømmeuddannelse som skuespiller
• Jeg har haft mit eget børneteater
• Jeg har boet i hvert fald 6 forskellige steder
• Jeg er blevet friet til på toppen af en vulkan
• Jeg har været undertøjsmodel i et Fakta-katalog (den skal med, for det er noget af det mest fjollede, der er sket)
• Jeg er blevet gift med den mand jeg havde et kæmpe crush på som 16-årig
• Og jeg har lavet et lille nyt menneske med to arme og to ben (og indtil videre ingen synlige defekter)

Det, og så alt mulig andet.

Da jeg var yngre fik jeg tit aldersstress. Når jeg læste om en eller anden skuespiller eller popsanger, som var blevet opdaget som 13-årig og vandt priser som 16-årig, så følte jeg et tungt pres hvile på mine skuldre. For hvad havde jeg bedrevet? Nu er løbet ligesom kørt. Jeg er allerede alt for gammel til at blive popstjerne (selvom jeg da var til en audition på popstars i 2001), og med mindre jeg går efter at blive verdens yngste (og mest overraskende) præsident, kan jeg vist godt glemme at imponere nogen.

Da vi flyttede fandt jeg en bucket list, som min mand og jeg lavede, lige da vi var begyndt at date for 6 år siden. Den var fyldt med forelskelse og drømme, men til min store overraskelse opdagede jeg, at vi faktisk havde opnået en masse af vores drømme. Ting som dengang virkede helt uopnåelige. Ting som var skrevet ned i kådhed og glemt igen. Det er da skide smukt!

Så nu vil jeg lave en bucket list for, hvad jeg vil nå, inden jeg bliver 30.

Jeg vil:

• Dykke med hajer
• Skrive et speciale
• Lære at twerke, mens jeg står på hovedet 
• Give min søn humoristisk sans
• Have en stor filmrolle
• Rejse til Madagascar

(...)

Og hvad med jer? Hvad vil I? Kom med jeres bud i kommentarfeltet...