EN LISTE BASERET PÅ ALT FOR VIRKELIGE HÆNDELSER

Undskyld undskyld og atter undskyld, at der er lidt langt mellem indlæggene for tiden. 

Og tAk TaK TAK til alle de nye læsere! Jeg er meget beæret over, at I gider læse med.

Vi skal holde stor fest herhjemme på lørdag og er gået all in på forberedelser, så der er ikke mucho skrivetido, desværro.

Til gengæld har den seneste uge ikke skortet på begivenheder, som har fået mig til at træde i karakter som voksen. Tillad mig at præsentere:

"Du ved, at du er voksen når..."-listen (en liste baseret på alt for virkelige hændelser):

Du ved, at du er voksen når:

• Du i forvejen er alt for sent på vej ud af døren, og din hund kommer løbende og kigger på dig med et bedende blik, fordi den har spist noget, der indeholder græs og dine lange, tabte ammehår, som nu stikker ud af numsen på den, og der ikke er andre end dig og din elskede højre hånd til at hjælpe den med at trække det ud. IKKE ENGANG DIN MAND. Og så er det videre til pilates...
• Du begynder at tilberede mad, der indeholder en halv deciliter af dine egne kropsvæsker. "Tilsæt en halv deciliter modermælk til grøden og rør rundt..." For at sikre mig mod misforståelser, vil jeg lige sige, at det blev serveret for babyen. Gæsterne må nøjes med lidt øko-sød til kaffen.
• Du opdager, at du fortryder dit feministiske oprør mod din håndarbejdslærer i folkeskolen og faktisk ville ønske, at du havde lært at sy, så du skamløst kunne producere kopier af Småfolk-babytøj og Ferm Living puder.
• Du bruger et beløb svarende til 163 kopper chaillatte på et nyt køle/frysskab og faktisk praler over for gæsterne med den smarte funktion, som holder ruccolaen sprød ekstra længe.
• Du opdager, at der gror en 2,5 meter høj hampplante foran dit køkkenvindue og skynder dig at destruere den i det usandsynlige tilfælde, at landbetjenten pludselig skulle holde på din koteletgrund og pege på dig med sin og lovens harmdirrende lange arm. Så meget for min ungdoms rebelske oprør mod småborgerligheden
• Du skal holde fest og i forvejen advarer gæsterne om, at du går kold kl. 22, fordi du stadig ammer alt for meget om natten. Der er ikke meget sjov over en lakterende partypige.

Til gengæld ved du, at du stadig er ret umoden, når:

• Din baby får en tavle ind på sit værelse, og du virkelig må finde al din voksen-stamina frem for ikke at tegne en penis på den (Ingen tavle uden penis, lyder den ældgamle regel fra folkeskolen).

Pludselig var den der. Lige foran mit køkkenvindue. Og jeg følte mig for en kort stund som en ægte small time gangster. men så blev jeg voksen.

TAG LIGE EN SLAPPER, MOSTER BO BEDRE!

Der er sket noget i mig, efter jeg har fået mit eget hus. Det er, som om jeg har fået en lille kortslutning i hjernen. En kortslutning, der får mig til at fremvise ting, der ikke er der. En kortslutning, som får mig til at sige ting til vores gæster som: "Sådan her skal køkkenet selvfølgelig ikke se ud, vores plan er blablabla og sætte blablablabla fliser op!" eller "Vi drømmer jo om at mure facaden op/sætte brædder på/male det i noget andet end den her hæslige blabla farve!" eller "Ja, børneværelset er jo ikke færdig endnu. Det beklager jeg. Det er altså lidt af en rodebunke!"
AND SO FUCKING WHAT?!! 
Babyen er kun knap 5 måneder, og han er jo fuldkommen ligeglad. Han vil skide på, om jeg har fået tapetseret væggen med grafisk mønster. Det eneste, hr. Flødeskæg går op i, er, at der er lettest mulig adgang til mælkebaren. Og alle de fixe idéer jeg havde om, at han ville elske at lege med æstetisk tilfredsstillende legetøj i pastel og nordisk birk, har jeg også måttet kassere. Babyer kan lide bling og primærfarver. Og det skal de have lov til. (Sidehistorie: Jeg læste en artikel i et boligblad om en indretningsbesat mor, som havde forbudt sin 11-årige datter at have plakater med One Direction PÅ SIT EGET VÆRELSE!!! Så længe pigebarnet boede under hendes tag, så skulle der antikke sommerfuglebilleder på væggen. For tænk nu, hvis gæsterne kiggede ind. De ville jo falde døde om, som følge af overdosis af dårlig smag. Hvis jeg nogensinde bliver sådan, håber jeg, at min mand vil aflive mig.)

Men den pinlige sandhed er altså, at jeg bliver lidt flov over de ting, som ikke er på plads endnu. Og jeg vil så gerne have folk til at forstå, hvorfor vi faldt for huset og området og valgte at skippe vores trygge københavnertilværelse. Jeg vil så gerne have, at de har lyst til at komme igen (hvilket de sjovt nok ikke får, hvis jeg går rundt som en manisk bygherre og præsenterer luftkasteller). Det kan på en måde sammenlignes lidt med den følelse, man har, første gang vennerne skal møde ens kæreste. Man håber sådan, at de vil forelske sig bare en lille smule i ham.

Og det er unægteligt noget andet at eje end at leje. Det kan være svært at acceptere, at livet som husejer indebærer, at køleskabet eller fyret crasher lige netop der, hvor man havde 5 minutter til at gøre huset lidt indretningslækkert eller kysse på sin mand (eller havde plus på kontoen og planer om sjov i gaden.)

Det værste ved den kortslutning, der er opstået i min hjerne, er, at den ikke normaliseres, så snart et projekt er slut. Næ nej! For så snart stuen er færdig, hører jeg mig selv sige ting som: "Jeg hader vores køkken!" eller værre endnu "Vores gang er simpelthen frygtelig anonym. Man får jo ikke nogen oplevelse, når man træder ind af døren. Det er jo bare et skide transitionsrum!" SUK. Skal der nu også være oplevelsesøkonomi i gangen? Hvor skal hunden så sove? Tag lige en slapper, Moster Bo Bedre!

Og sandheden er jo, at ligesom med den nye kæreste, så er dine venner glade, hvis bare du er glad. (Ellers er de i hvert fald nogle skarn). Dine venner kommer for at se dig. Ikke din indkørsel eller flotte billedvæg med den rigtige blanding af grafisk plakatkunst og retro.

Det er i hvert det, jeg prøver at huske mig selv på, alt imens jeg booster oplevelsesøkonomien på gæstetoilettet.

Her er vi ved at støbe det som endte med at blive et 250 kg tungt betonbord til stuen.