Nu skulle jeg gå på skuespilskole, være boheme, græde, elske og grine på kommando, drikke billige øl på røgfyldte café Sommersted, spille mand og lesbisk og helst i et teaterstykke med masser af blod og bræk, der kunne forarge og henrykke et måbende publikum.
Nu er jeg tilbage. Og jeg er gammel: 29 år. Okay okay, en gammel studerende i det mindste. På tirsdag har jeg første skoledag på kandidaten. Jeg har valgt fag, købt en ny bærbar og har allerede skaffet bøgerne på pensumlisten. Jeg er velforberedt og bevæbnet til tænderne.
For i virkeligheden er jeg lidt bange.
Jeg burde ellers have vænnet mig til uforudsigelige scenarier. Jeg har været til et uendeligt antal nervepirrende castings, hvor jeg skulle spise chokolade/være gangsterbitch/danse i undertøj/græde over rumvæsener, der havde ædt min kæreste. Men sagen er, at jeg ikke aner, hvordan det er at studere, når man ikke længere er i starten af tyverne og har en glubende appetit på studielivets buffet af fredagsbarer og julefrokoster. For jeg er blevet for voksen til, at studielivet bliver en livsstil. Jeg har allerede været igennem uni én gang og taget 3 år på skuespillerskole. Min gamle (fantastiske) læsegruppe har for længst skiftet SU'en ud med fast månedsløn. De fleste af os har også fået børn. Eller arbejder i udlandet. Da vi læste sammen, plejede vi kærestesorger over (alt for dyr) lagkage på La Glace, lavede budgetmad på kollegiekøkkener, skrev opgaver sammen til langt ud på natten til tonerne af LCD Soundsystem og drak billige drinks på Mexibar.
Men jeg glæder mig. Meget. Og endnu mere fordi jeg er blevet for gammel til det der karakterræs og til at ville være den bedste til det hele. Jeg ved, hvad der interesserer mig og vil vælge det ud som jeg kan lide. Jeg vil være studiets svar på den gamle bedstemor, der kun spiser Merci-chokolader med nougat og smider resten ud, fordi hun ikke vil bruge de sidste dyrebare dage af sit liv på chokoladerne med kaffefyld. (Ok, den var sløj. Beklager. Blev grebet af stemningen.)
Og hvis der er bare en mere, der spørger, om det så er slut med at være skuespiller, så græder jeg (højt og dramatisk på kommando). For man kan altså godt flere ting på en gang. Sådan er det også at blive voksen.
Jeg havde lige været til min sidste eksamen som bachelor på Retorik. Jeg var 22 år gammel og højere end høj på mit nyerhvervede 12-tal.
Nu er jeg tilbage. Og jeg er gammel: 29 år. Okay okay, en gammel studerende i det mindste. På tirsdag har jeg første skoledag på kandidaten. Jeg har valgt fag, købt en ny bærbar og har allerede skaffet bøgerne på pensumlisten. Jeg er velforberedt og bevæbnet til tænderne.
For i virkeligheden er jeg lidt bange.
Jeg burde ellers have vænnet mig til uforudsigelige scenarier. Jeg har været til et uendeligt antal nervepirrende castings, hvor jeg skulle spise chokolade/være gangsterbitch/danse i undertøj/græde over rumvæsener, der havde ædt min kæreste. Men sagen er, at jeg ikke aner, hvordan det er at studere, når man ikke længere er i starten af tyverne og har en glubende appetit på studielivets buffet af fredagsbarer og julefrokoster. For jeg er blevet for voksen til, at studielivet bliver en livsstil. Jeg har allerede været igennem uni én gang og taget 3 år på skuespillerskole. Min gamle (fantastiske) læsegruppe har for længst skiftet SU'en ud med fast månedsløn. De fleste af os har også fået børn. Eller arbejder i udlandet. Da vi læste sammen, plejede vi kærestesorger over (alt for dyr) lagkage på La Glace, lavede budgetmad på kollegiekøkkener, skrev opgaver sammen til langt ud på natten til tonerne af LCD Soundsystem og drak billige drinks på Mexibar.
Hvordan bliver et studieliv uden det? Et studieliv, hvor man man stadig ammer og hellere vil sidde på sit hjemmekontor end på Diamanten, fordi man så får mere tid med baby og mand. Et studieliv, hvor SU'en betaler den ugentlige fiskekasse frem for den ugentlige bytur. Et studieliv, hvor man bor i eget hus på landet og ikke på et lejet værelse i København, hvor lejeperioden er så kort, at man skifter brokvarter hyppigere end Jesse Pinkman siger "Bitch!".
Denne gang er det studiet for studiets skyld. Det er et middel til et mål. Og de kloge siger, at studerende med børn bliver benhårde til at prioritere deres tid. Det lyder nogenlunde lige så ophidsende som at skulle besvare kundeklager hos Imerco (hvilket egentlig må være ret ophidsende i disse dage. Hvad sker der i øvrigt med den vase? Har man ikke kunnet købe den i tusind år? #vasegate)
Denne gang er det studiet for studiets skyld. Det er et middel til et mål. Og de kloge siger, at studerende med børn bliver benhårde til at prioritere deres tid. Det lyder nogenlunde lige så ophidsende som at skulle besvare kundeklager hos Imerco (hvilket egentlig må være ret ophidsende i disse dage. Hvad sker der i øvrigt med den vase? Har man ikke kunnet købe den i tusind år? #vasegate)
Men jeg glæder mig. Meget. Og endnu mere fordi jeg er blevet for gammel til det der karakterræs og til at ville være den bedste til det hele. Jeg ved, hvad der interesserer mig og vil vælge det ud som jeg kan lide. Jeg vil være studiets svar på den gamle bedstemor, der kun spiser Merci-chokolader med nougat og smider resten ud, fordi hun ikke vil bruge de sidste dyrebare dage af sit liv på chokoladerne med kaffefyld. (Ok, den var sløj. Beklager. Blev grebet af stemningen.)
Og hvis der er bare en mere, der spørger, om det så er slut med at være skuespiller, så græder jeg (højt og dramatisk på kommando). For man kan altså godt flere ting på en gang. Sådan er det også at blive voksen.
ps. OMG hvor jeg glæder mig til den nye sæson af "Den store bagedyst"! Aldrig så man så meget drama komme ud af cremer, der ikke vil størkne og chokolade, der ikke har det rette knæk. Det er mesterligt produceret.
