VOKSENVENNER

I tv-serien Beverly Hills er postnummeret 90210 blevet synonymt med ubrydelige venskaber. Der var også engang, hvor næsten alle mine venner boede i det samme postnummer: 3200 - eller 3210 og 3400, hvis bølgerne gik højt. Mine venner var aldrig længere væk, end at jeg kunne springe på min alt for store Yamaha Neo's-scooter eller Lokalbanen, hvis jeg ville se dem. Da vi flyttede hjemmefra blev 3200'erne Københavns største minoritet. Vi var en overraskende stor flok af gamle gymnasie-/teater-/musik-venner, som blev ved med at mødes til kollegiefester, koncerter og deslige. 

Da jeg startede på universitetet, stiftede jeg mine første rigtige bekendtskaber med jyderne og fynboerne og lærte, at jysk lyder forskelligt, alt efter om man kommer fra Århus eller Ålborg.

Da jeg startede på skuespillerskole, mødte jeg pludselig spændende mennesker fra Norge og lærte, at dansk med norsk accent er helt uimodståeligt. 

I løbet af min tid på skuespillerskole mødte jeg konstant så mange nye potentielle venner, at min BFF og jeg prøvede at formulere en slags leveregel: Hvis der var gået mere end 6 måneder, siden man sidst havde set en ven, så var der nok en grund til det, og man skulle ikke bruge tid på at prioritere det venskab længere. Set i bagklogskaben ulideligt klare lys var det en meget forkælet og naiv leveregel, men den gav (næsten) mening dengang, syntes vi. Og der var brug for en metode til at sortere ud i alle de mange fester og kaffeaftaler.

Men så for et par år siden blev vi  færdige med vores studier. Vi begyndte at bruge tid på at arbejde igennem og skabe karriere. Vi fik faste kærester. Blev gift. Der blev ikke bare længere imellem, at jeg så de yderste led af 3200'erne. Der blev også længere imellem, at jeg så de nære. Hvis jeg skulle have efterlevet min egen 6-måneders-regel, så ville samtlige mine venskaber være døde. Inklusive det med ham, som jeg lavede reglen med.

Det var tid til at genopfinde en måde at være venner på. Nu skulle vi genopdage hinanden som voksenvenner:

• Voksenvenner laver aftaler i kalenderen i GOD tid. 
• Voksenvenner har alt for sjældent tid til lange dage med fælles tømmermænd, snaskede salatpizzaer og filmmaraton efter festen i går. 
• Voksenvenner sover ikke så tit hos hinanden i den samme seng. 
• Voksenvenner har alt for sjældent tid til brunch i Nansensgade på en hverdag. 
• Voksenvenner prioriterer at spise på gode spisesteder og deler regningen lige op (de er for voksne til at gå op i, om alle fik den samme forret). 
• Voksenvenner ammer sammen. 
• Voksenvenner fortæller ikke længere (så mange) intime detaljer fra deres forhold, fordi voksenvenner som oftest også kender kæresten/manden/konen rigtig godt. 
• Voksenvenner sætter pris på en tur i sommerhus med lækker mad og dejlige spadsereture og gør ordentligt rent, når de skal hjem. 
• Voksenvenner taler om, hvordan de mon nogensinde skal finde sig til rette i et 9-16-job uden at kede sig ihjel. 
• Voksenvenner kan lide at give. 
• Voksenvenner snakker meget om serier de ser og prøver at genneskue plottet.
• Voksenvenner diskuterer palæo og miljøpolitik. 
• Voksenvenner tager hjem i ok tid, så de kan nå at få lidt søvn, inden babyen vågner.
• Voksenvenner holder for få spontane fester på en onsdag.
• Voksenvenner sidder alt for sjældent og ser samtlige afsnit af Mr. Poxycat.
• Voksenvenner giver for få lammere.

Og så er voksenvenner spredt for alle vinde. Jeg har ingen venner i 3200 længere. De bor i Grønland, London, Ungarn, Afrika og Svendborg. Og jeg kan ikke bare lige gå over og låne et bad hos dem, hvis mit eget er i udu. 

Men voksenvenner er loyale. De gør sig umage for at finde ind til hinanden, selvom der er gået mere end 6 måneder siden sidst. Sådan er det også at blive voksen.

BITCHES PÅ P4

"Nå for sørensen! Det er altså en ny måde at danse på! Twerk siger du". 

Jeg er på besøg hos mine forældre og som altid kører P4 nonstop i baggrunden. Den ultimative voksenradiokanal. Og værten har netop lært et nyt ord. Twerk. Nå for sørensen. Et smukt kulturmøde på tværs af generationer.

Der er noget, der altid har undret mig ved P4: Det er, som om de spiller al den samme musik som P3 - bare et par måneder forsinket. Det skulle jo helst ikke være alt for moderne. Og her til morgen gnækker jeg næsten så meget, at jeg får rundstykket* (*Mit rundstykke er selvfølgelig det klassiske voksensæt: ost med syltetøj) galt i halsen, da jeg hører, hvad de spiller. "Bitches with ambitions. Get down in positions." lyder det med honningrøst på pænhedens kanal. Og klokken er ikke engang 9. Gad vide, om de overhovedet forstår teksten, redaktionen på P4? "Bitches. Det er altså en ny måde at sige kællinger på? Nå for sørensen!".

Hør dagens oldie her: https://www.youtube.com/watch?v=lUmHGZuS4f4

VOKSNE KØRER DA BIL?

Det er sket mere end en gang, at jeg har løjet om, hvorvidt jeg har kørekort. I virkeligheden har jeg haft det, siden jeg var 18. Det er næsten 11 år. For at det ikke skal være løgn, har vi faktisk også en bil. Alligevel vil jeg til en hver tid foretrække at tage tog og bus frem for selv at køre. Også selvom det til tider betyder 1,5 time mere i transporttid. Jeg ville elske stolt at proklamere, at jeg gjorde det for miljøets skyld. Men det ville ikke være den største grund. Den største grund er, at jeg er bange. Jeg er skide hamrende bange for at køre bil. 

Sådan har det ikke altid været. Nuvel, jeg har aldrig været verdens mest selvsikre billist. Da jeg fik mit kørekort, skrev min rare og passionerede kørelærer et langt brev til mig. Jeg kan ikke længere finde brevet, men jeg husker tydeligt én sætning: "Husk, at det er dig, der skal tage kontrol over bilen. Ikke omvendt!". Min kørestil som teenager var præget af mange hovsa-skulle-vi-derhen-løsninger, og jeg var notorisk kendt for at gå i stå midt i de mest trafikerede kryds. Jeg elskede at køre på motorvej, for der kunne jeg køre rigtig stærkt. Engang kørte min bror og jeg fra København til Falster. Turen ud, som jeg kørte, tog 20 minutter mindre, end turen hjem, som han kørte. Og det var ikke trafikkens skyld.

Men så skete der noget. For 4 år siden var jeg passager i et meget heftigt trafikuheld på motorvejen. Det var noget med for meget fart, sommerdæk og en motorvej dækket af is. Bilen endte fuldstændig sammenkrøllet og på siden - efter at have kollideret med den forankørende bil og taget et par kolbøtter. Vi var allesammen meget heldige. Den mest medtagne fik et piskesmæld, og jeg slap med en hjernerystelse og et blåt øje. Men jeg var sikker på, at jeg skulle dø, mens det stod på.Og jeg husker fornemmelsen af to tonstunge metalobjekter, der rammer hinanden. Der er ikke noget blødt over et trafikuheld.

Fra da af var jeg bange. I starten var jeg også bange, når jeg var passager. Jeg bremsede med på min imaginære bremse, når jeg syntes, at det gik lidt for stærkt. Da jeg selv gik i gang med at køre to år efter ulykken, var jeg stiv af skræk. Mine hænder svedte, og jeg var så stiv i kroppen, at jeg næsten ikke kunne kigge mig over skulderen, når jeg skulle orientere mig. Da jeg nåede frem efter min første køretur, rystede jeg over hele kroppen. Det tog mange køreture med min mand som støttepædagog på forsædet, før jeg tog min første tur alene. Og jeg kører stadig helst ruter, jeg kender rigtig godt. Når jeg en sjælden gang bevæger mig ud på nyt territorium er det altid med let bankende hjerte og tårnhøj koncentration. Og hastighedsbegrænsningerne bliver holdt til punkt og prikke. 

Men i alle de år, hvor jeg har været bange for at køre bil, har jeg tit skulle forsvare mig. Jeg skulle bare tage at lære at parkere/tage nogle køretimer/komme op på hesten/se at komme i gang. For voksne kører da bil! Og så var det tit lettere at sige, at jeg ikke havde noget kørekort. 

Der er ikke meget forståelse at hente, hvis man ikke er vild med at køre. Men er det ikke sjovt, at det bliver set som en så naturlig ting at køre bil, at vi sjældent tænker over, hvor farligt det kan være? Jeg har sprunget elastikspring, besteget bjerge og dykket med havslanger - og stadigvæk synes jeg, at det meget mere skræmmende at køre bil. 

Måske skulle jeg bare se at blive voksen. Og lære at parkere.