VOKSNE KØRER DA BIL?

Det er sket mere end en gang, at jeg har løjet om, hvorvidt jeg har kørekort. I virkeligheden har jeg haft det, siden jeg var 18. Det er næsten 11 år. For at det ikke skal være løgn, har vi faktisk også en bil. Alligevel vil jeg til en hver tid foretrække at tage tog og bus frem for selv at køre. Også selvom det til tider betyder 1,5 time mere i transporttid. Jeg ville elske stolt at proklamere, at jeg gjorde det for miljøets skyld. Men det ville ikke være den største grund. Den største grund er, at jeg er bange. Jeg er skide hamrende bange for at køre bil. 

Sådan har det ikke altid været. Nuvel, jeg har aldrig været verdens mest selvsikre billist. Da jeg fik mit kørekort, skrev min rare og passionerede kørelærer et langt brev til mig. Jeg kan ikke længere finde brevet, men jeg husker tydeligt én sætning: "Husk, at det er dig, der skal tage kontrol over bilen. Ikke omvendt!". Min kørestil som teenager var præget af mange hovsa-skulle-vi-derhen-løsninger, og jeg var notorisk kendt for at gå i stå midt i de mest trafikerede kryds. Jeg elskede at køre på motorvej, for der kunne jeg køre rigtig stærkt. Engang kørte min bror og jeg fra København til Falster. Turen ud, som jeg kørte, tog 20 minutter mindre, end turen hjem, som han kørte. Og det var ikke trafikkens skyld.

Men så skete der noget. For 4 år siden var jeg passager i et meget heftigt trafikuheld på motorvejen. Det var noget med for meget fart, sommerdæk og en motorvej dækket af is. Bilen endte fuldstændig sammenkrøllet og på siden - efter at have kollideret med den forankørende bil og taget et par kolbøtter. Vi var allesammen meget heldige. Den mest medtagne fik et piskesmæld, og jeg slap med en hjernerystelse og et blåt øje. Men jeg var sikker på, at jeg skulle dø, mens det stod på.Og jeg husker fornemmelsen af to tonstunge metalobjekter, der rammer hinanden. Der er ikke noget blødt over et trafikuheld.

Fra da af var jeg bange. I starten var jeg også bange, når jeg var passager. Jeg bremsede med på min imaginære bremse, når jeg syntes, at det gik lidt for stærkt. Da jeg selv gik i gang med at køre to år efter ulykken, var jeg stiv af skræk. Mine hænder svedte, og jeg var så stiv i kroppen, at jeg næsten ikke kunne kigge mig over skulderen, når jeg skulle orientere mig. Da jeg nåede frem efter min første køretur, rystede jeg over hele kroppen. Det tog mange køreture med min mand som støttepædagog på forsædet, før jeg tog min første tur alene. Og jeg kører stadig helst ruter, jeg kender rigtig godt. Når jeg en sjælden gang bevæger mig ud på nyt territorium er det altid med let bankende hjerte og tårnhøj koncentration. Og hastighedsbegrænsningerne bliver holdt til punkt og prikke. 

Men i alle de år, hvor jeg har været bange for at køre bil, har jeg tit skulle forsvare mig. Jeg skulle bare tage at lære at parkere/tage nogle køretimer/komme op på hesten/se at komme i gang. For voksne kører da bil! Og så var det tit lettere at sige, at jeg ikke havde noget kørekort. 

Der er ikke meget forståelse at hente, hvis man ikke er vild med at køre. Men er det ikke sjovt, at det bliver set som en så naturlig ting at køre bil, at vi sjældent tænker over, hvor farligt det kan være? Jeg har sprunget elastikspring, besteget bjerge og dykket med havslanger - og stadigvæk synes jeg, at det meget mere skræmmende at køre bil. 

Måske skulle jeg bare se at blive voksen. Og lære at parkere.