TAG LIGE EN SLAPPER, MOSTER BO BEDRE!

Der er sket noget i mig, efter jeg har fået mit eget hus. Det er, som om jeg har fået en lille kortslutning i hjernen. En kortslutning, der får mig til at fremvise ting, der ikke er der. En kortslutning, som får mig til at sige ting til vores gæster som: "Sådan her skal køkkenet selvfølgelig ikke se ud, vores plan er blablabla og sætte blablablabla fliser op!" eller "Vi drømmer jo om at mure facaden op/sætte brædder på/male det i noget andet end den her hæslige blabla farve!" eller "Ja, børneværelset er jo ikke færdig endnu. Det beklager jeg. Det er altså lidt af en rodebunke!"
AND SO FUCKING WHAT?!! 
Babyen er kun knap 5 måneder, og han er jo fuldkommen ligeglad. Han vil skide på, om jeg har fået tapetseret væggen med grafisk mønster. Det eneste, hr. Flødeskæg går op i, er, at der er lettest mulig adgang til mælkebaren. Og alle de fixe idéer jeg havde om, at han ville elske at lege med æstetisk tilfredsstillende legetøj i pastel og nordisk birk, har jeg også måttet kassere. Babyer kan lide bling og primærfarver. Og det skal de have lov til. (Sidehistorie: Jeg læste en artikel i et boligblad om en indretningsbesat mor, som havde forbudt sin 11-årige datter at have plakater med One Direction PÅ SIT EGET VÆRELSE!!! Så længe pigebarnet boede under hendes tag, så skulle der antikke sommerfuglebilleder på væggen. For tænk nu, hvis gæsterne kiggede ind. De ville jo falde døde om, som følge af overdosis af dårlig smag. Hvis jeg nogensinde bliver sådan, håber jeg, at min mand vil aflive mig.)

Men den pinlige sandhed er altså, at jeg bliver lidt flov over de ting, som ikke er på plads endnu. Og jeg vil så gerne have folk til at forstå, hvorfor vi faldt for huset og området og valgte at skippe vores trygge københavnertilværelse. Jeg vil så gerne have, at de har lyst til at komme igen (hvilket de sjovt nok ikke får, hvis jeg går rundt som en manisk bygherre og præsenterer luftkasteller). Det kan på en måde sammenlignes lidt med den følelse, man har, første gang vennerne skal møde ens kæreste. Man håber sådan, at de vil forelske sig bare en lille smule i ham.

Og det er unægteligt noget andet at eje end at leje. Det kan være svært at acceptere, at livet som husejer indebærer, at køleskabet eller fyret crasher lige netop der, hvor man havde 5 minutter til at gøre huset lidt indretningslækkert eller kysse på sin mand (eller havde plus på kontoen og planer om sjov i gaden.)

Det værste ved den kortslutning, der er opstået i min hjerne, er, at den ikke normaliseres, så snart et projekt er slut. Næ nej! For så snart stuen er færdig, hører jeg mig selv sige ting som: "Jeg hader vores køkken!" eller værre endnu "Vores gang er simpelthen frygtelig anonym. Man får jo ikke nogen oplevelse, når man træder ind af døren. Det er jo bare et skide transitionsrum!" SUK. Skal der nu også være oplevelsesøkonomi i gangen? Hvor skal hunden så sove? Tag lige en slapper, Moster Bo Bedre!

Og sandheden er jo, at ligesom med den nye kæreste, så er dine venner glade, hvis bare du er glad. (Ellers er de i hvert fald nogle skarn). Dine venner kommer for at se dig. Ikke din indkørsel eller flotte billedvæg med den rigtige blanding af grafisk plakatkunst og retro.

Det er i hvert det, jeg prøver at huske mig selv på, alt imens jeg booster oplevelsesøkonomien på gæstetoilettet.

Her er vi ved at støbe det som endte med at blive et 250 kg tungt betonbord til stuen. 

MUTTI HER HOLDER SOMMERPAUSE!

Beklager den rungende tavshed på blogfronten! Jeg har lige været oppe i min hjemstavns pragtfulde sommerlandskab til en omgang Musik i Lejet. Det er en af mine allerbedste sommertraditioner, og i år havde jeg en lille freeloader på slæb (det havde jeg faktisk også sidste år, men der var han lidt mere undercover!). 

Hvis du nogensinde overvejer, om du skal købe billet til Danmarks bedste festival, så skal jeg hermed gøre dig den tjeneste at fjerne al tvivl:

Men i dag røg armbåndet (ja, jeg sov med det på!) og det er tilbage til voksenlivets alvor. Skrives!

METTE BLOMSTERBERG-KOMPLEKSET

Mette Blomsterberg forfølger mig. Hun ånder mig tungt i nakken med en ånde, der helt sikkert dufter af skarpe pebermyntepastiller. Hendes hår er stramt og glat, hendes negle er altid perfekt manicurerede (hvis man er til det franske look). Mit hår er stort, uredt og krøllet, og mine negle er korte og oftest kamuflerede med en farverig neglelak (gerne med glimmer eller metallic-effekt). Fru Blomsterberg prædiker de voksnes dyder i et køkken. Hun emmer af kontrol og sirlighed. Hun måler muscovadosukkeret præcist af, sørger for at karamellen er præcis 170,5 grader varm. Chokoladen skal have den rigtige blankhed, det sande knæk. Jeg er stadig et barn i et køkken. Min veninde har engang sagt til mig, at hun beundrer min laissez-faire-tilgang til kogekunsten. Det er vist noget af en underdrivelse. Men Mettepigen og jeg har en ting til fælles: Vi ELSKER at lave desserter til gæster! Vores tilgange er bare lidt forskellige.

Jeg kan bruge dage på research-processen: Jeg læser kogebøger og sætter post-it-noter, jeg gemmer links til opskrifter fra livstilsmagasiner, fotograferer desserter i glitrede blade, pinner kageopskrifter fra blogs på Pinterest. Og når dagen for gæstebuddet nærmer sig, kommer opskrifterne igennem et udskillelsesforløb, der er hårdere end finalen i Paradise Hotel. Men der slutter min tjekkethed også. For nu vil følgende ting typisk gå galt:

1) Jeg glemmer at læse opskriften igennem, inden jeg starter og kommer i et tidsunderskud på mellem 3 timer og et halvt døgn.
2) Jeg læser opskriften, men vælger at ignorere tidsangivelser/vægtangivelser/alt jeg ikke selv anser som vigtigt.
3) Jeg gør mig umage det meste af tiden, men bliver først utålmodig og dernæst indebrændt på grænsen til rasende i slutspurten med fatale konsekvenser til følge.

Engang havde jeg lovet min veninde at tage hjemmebagte thebirkes med til vores lille brunch. Den garvede hjemmebager vil vide, at netop thebirkes er et særligt tidskrævende projekt, da wienerbrødsdej skal foldes det helt rigtige antal gange med den helt rigtige temperatur smør for ikke at blive til en slasket bolledej. Jeg valgte kun at læse op på bagetiden, inden jeg gik i gang og startede på projektet en halv time, inden jeg skulle af sted. Mit bidrag til brunchen blev en portion hundelortsformede smørdejsklumper sjusket strøet med birkesfrø og en times forsinkelse.

Til jul gik det ud over en ambitiøs opskrift på appelsinflødeboller med marcipanbund og drys af hjemmelavede brændte mandler. I opskriften stod, der at man skulle piske flødebollefyldet i mindst 8 minutter. Efter cirka 3 minutter begyndte jeg at kede mig og besluttede, at dem der skrev opskriften sikkert overdrev helt vildt. Og af uransagelige årsager kunne skummet lige pludselig ikke holde sig selv oppe. Det begyndte at flyde ud og faldt af, da jeg forsøgte at dyppe det i chokolade. I stedet valgte jeg at hælde chokoladen udover. Resultatet blev noget, der lignede en portion kollapsede lerhytter. Men velsmagende kollapsede lerhytter forstås.

I sidste uge gik det galt igen. Manden blev 39, og jeg havde uger forinden udvalgt den helt rigtige dessert. Et prægtigt tærteværk, der kombinerede hjemmelavet flødekaramel med chokoladefudge. Igen havde jeg dog undladt at læse opskriften igennem, og det kom som en enorm overraskelse, da jeg gang på gang stødte på følgende formulering: "Skal hvile minimum 3 timer på køl." Sammenlagt var jeg vel i et tidsunderskud på minimum 7 timer. Men nød lærer nøgen kvinde at træffe sine egne eksekutive beslutninger, og nu var den karamel da vist også lunken nok.
Resultatet beskriver jeg bedst med billeder.

Sådan skulle den have set ud:

sådan så den ud:

Flere af mine venner kalder mig Mette Blomsterberg. Jeg har på fornemmelsen at kælenavnet kan indeholde spor af ironi.

Her er et par af de bedste opskrifter på nettet:

• http://www.madogbolig.dk/Jul/Opskrifter/Minifloedeboller-med-braendte-mandler-og-appelsinskum.aspx
• http://www.madogbolig.dk/Opskrifter/Desserter%20og%20bagvaerk/Den%20laekreste%20chokolade%20karamel%20salttaerte.aspx
• http://cutecarbs.com/2012/07/hvid-chokoladebrownie-med-rabarber/

HOV, HVAD SKRIVER POLITIKEN?

Jeg har netop fået pushet den her spændende artikel, der handler om den stigende uvilje mod at blive voksen! Læs den lige http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2331602/evig-ungdom-til-hele-flokken/

Og tak til Eva Høvring Høeg for tippet!

Dagens anbefaling fra Voksentid

Hermed en lille hurtig hapser af en anbefaling:
Jeg har netop printet to billetter til "Romeo og Julie" på Skuespilhusets Store Scene, hvor den spiller til efteråret. Det har jeg gjort af følgende årsager:

1) Det er jo verdens største kærlighedshistorie!
2) Hovedrollerne indtages af to af Danmarks - efter min mening - bedste skuespillere lige nu. I rollen som Romeo har vi den dragende Thomas Hwan med det helt fantastiske skæve drengesmil, mens rollen som Julie spilles af helt suveræne Danica Curcic, som jeg er så heldig at kende i privaten og samtidig er kæmpe fan af!
3) Instruktøren er Elisa Kragerup. Siden jeg så hendes afgangsforestilling på Statens, har jeg været solgt. Alt hvad hun rører ved bliver guld. Så er det sagt. Hun kan iscenesætte store klassikere, så de bliver sanselige, skæve, opfindsomme og lårklaskende sjove. Fan fan fan! 

Glæder mig til en tur i mørket.

EN AF DE GAMLE

Det startede ellers så godt. Jeg var ude for at lave kortfilm og havde baby med på settet. En køn assistent først i tyverne kigger på mig og siger så de smukke ord: "Ej, hvor gammel er du egentlig? Er du ikke aaalt for ung til at have en baby?". 

HALLELUJA 
HALLELUJA 
HALLEEEELUJA! 

Bing, bing, bing - point ind på selvtillidskontoen! 

Men glæden var kort, for derfra blev jeg jagtet af tegn på min fremskredne alder...

For et par dage siden kørte manden og babyen og skodaen og jeg et smut forbi Roskilde Festivalen - bare for lige at indsnuse lidt af stemningen. Den slags kan man nemlig få desperat brug for, når det man ellers indsnuser mest er lortebleer og gammel mælk (ens egen. På blusen.) Vi kørte hele vejen ned til drop off-point og tog en runde der, bare for at komme så tæt på de eksotiske lunkne øl og buldrende højtalere som muligt. Imens jokede vi med, at vi jo lige så godt kunne sætte babyen af med det samme. Vi gav ham gode råd om at huske kondomer og ikke blande øl og spiritus. Og selvom vi lavede sjov, kunne jeg alligevel mærke den snigende alvor i, at det rent faktisk kommer til at ske. Vi er snart den næste generation festival-forældre. Yikes. 

Det næste knytnævestød blev leveret af studentervognene. Hvert år på den her tid plejer jeg at blive ramt af en kaskade af nostalgi, der gør, at jeg bliver nødt til at kigge væk, så de festende hue-kids ikke ser mine blanke øjne. (Ikke at de alligevel kan se noget ud af deres ditto.). Men i år var anderledes. I år var det pludselig kommet så meget på afstand, at jeg kunne standse op, vinke overskudsagtigt, mens jeg så ungdommen i deres i alt for blanke øjne og endda "hø hø'ede" lidt af de kække bannere. I år var tiårsjubilæet for min egen hue. Og lige meget hvor meget jeg prøvede at fremkalde fornemmelsen af tidlige sommermorgener med hyld i luften og sambucca i leveren, så kom der ingen tårer. Jeg var kommet videre. Blevet en af de gamle. (Dog ikke gamlere end at jeg stadig kunne vrisse "Nej, den er så ej! Den er rød!!!", når nogen formastede sig til at synge: "Der er kun en rigtig hue, den er blå!".)

Som om det ikke var nok, gik det pludselig op for mig, at jeg var minimum - jeg gentager - MINIMUM 10 år ældre end de ældste af mine medshoppister, da jeg ransagede tilbudsbøjlerne i Monki. Pludselig følte jeg, at jeg blev opslugt af tandbøjler, dårlig hud og urimeligt tynde lår og blev i grusom tvivl, om jeg overhovedet kunne tillade mig at gå i det tøjmærke længere. Klam af sved smed jeg en oversize t-shirt med neonprint af en babytapir fra mig (seriøst. Det var sådan en jeg havde i hænderne. Jeg elsker tapirer), og løb ud på gaden for at få luft.

Og ikke engang i boghandelen fik jeg fred. På tilbud stod børnebogen: "Mor skal have en baby!", og der på forsidetegningen flød en bulet dame ud i sofaen. Og det var jo mig!!! Jeg var ikke hende den sjove kusine eller den funky storesøster. Jeg var MODEREN. Den bulede, trætte og lettere formanende mor med rander under øjnene. ARGH! 

Og endelig kom hybris med sit final knockout: Jeg modtog manus til en anden kortfilm, jeg skal lave om et par uger. Oprindeligt var jeg til casting på en rolle som 25-årig ung og vild, men endte med en mere fornuftig og moden rolle. Og da jeg gennemlæste den sidste gennemskrivning af manus, var karakterens alder pludselig fastsat til at være 35 år. Og det var altså sket efter rollen blev min. BUM. Jeg er altså sådan en 35-årig mor-type at se på. Lige der gik jeg officielt fra ungpigerollerne til morrollerne.

Jeg kunne næsten høre Nemesis hviske: "Nu er du nok ikke så kæk fru "ser-for-ung-ud-til-at-være-nogens-mor-bloggertype"!".  

Hvad fanden havde jeg også regnet med, når der ligger en bog med den her titel på mit bord derhjemme?

EN SYRISK NAT

Togturen hjem fra mødet havde været fuld af skæve eksistenser. En dame med lange skægstubbe, der skubbede en dukke i sin slidte barnevogn. En flok bøver, der drak dåseøl og bøvsede højt. Og så stod den lille kvinde pludselig der på stationen og spurgte efter et sted, der hed Avnstrup. Hun var tynd og mørkhåret og omkring min alder, og hendes engelsk var med en tyk accent. Hverken min mand eller jeg havde nogen idé om, hvor Avnstrup lå, men vi kunne se på rejseplanen, at hun havde misset den sidste bus, og at den næste først ville køre klokken 6 om morgenen. 

"How expensive do you think taxi?", spurgte hun. 

Vi svarede at det nok ville blive mindst en 200-300 kr.

 "Oh, that is all I have. I am going to camp." 

Og pludselig forstod vi, at hun skulle tilbage til Avnstrup asylcenter, og ikke på campingtur. 

Vi så på hinanden og nikkede. Egentlig var klokken alt, alt for mange. Jeg havde babyen under armen, og han var først lige faldet i søvn, og manden skulle tidligt op at arbejde. 

"We can give you a ride. Jump in." 

Vi kørte gennem den mørke sommernat, og hun fortalte, at hun var flygtning fra Syrien. Hun arbejdede som skolelærer ("not English", lo hun undskyldende), og det samme gjorde hendes mand, indtil de ville tvinge ham ind i hæren 

"To kill people. Relatives and friends." 

De ville hugge hendes hænder af, hvis hun beskyttede sin mand. Mindst. Så hun måtte flygte. Og efterlod to små børn i Syrien. 

"We get 700 kr. every month and I use all of them to call my children. I miss them", fortalte hun med store tårer i øjnene. 

"It must be very hard.", svarede vi og havde ingen idé om, præcis hvor very hard det måtte være. Her sad vi med vores smartphones og vores kornfede baby på bagsædet. You know nothing, Jon Snow. 

Alt for tit orker mit forkælede skandinaviske hoved ikke at forholde sig til alle de uoverskuelige konflikter rundt om i verden. Jeg kan lige klare en underskriftindsamling på nettet mod Putins antihomolov eller at like et billede af en kvinde, der gør oprør mod ordensmagten i Tyrkiet. Men når jeg læser avis, går jeg direkte efter kultursektionen. Væk mig klokken tre om natten (eller nej, vær sød at lade være. Babyen gør allerede sit for at spolere min nattero) og spørg mig, hvor mange stjerner Lana Del Reys nye album har fået i Soundvenue. Men jeg prioriterer at se et afsnit af Orange is the new Black højere end at sætte mig ind i verdenskonflikterne, når jeg har husmoderens 5 minutter.

Da vi satte kvinden af ved asylcenteret, og hun takkende havde taget afsked, blev jeg ramt af min sædvanlige udlængsel. Turen havde mindet mig om alle de gange venlige fremmede har reddet min røv en sen nat et øde sted på en eksotisk destination. Men de søde drømme havde en besk bismag. For nok havde vi fået os et lille eksotisk mandagseventyr, men for denne kvinde var det hendes liv. Og at strande i en træt stationsby var nok ikke hendes største udfordring. 

Min største udfordring i dag var at få mit apple-tv til at virke, så jeg kunne se endnu et afsnit af OITNB. Sådan er det også at blive voksen.