Hvis du nogensinde overvejer, om du skal købe billet til Danmarks bedste festival, så skal jeg hermed gøre dig den tjeneste at fjerne al tvivl:
Men i dag røg armbåndet (ja, jeg sov med det på!) og det er tilbage til voksenlivets alvor. Skrives!
søndag den 20. juli 2014
MUTTI HER HOLDER SOMMERPAUSE!
Beklager den rungende tavshed på blogfronten! Jeg har lige været oppe i min hjemstavns pragtfulde sommerlandskab til en omgang Musik i Lejet. Det er en af mine allerbedste sommertraditioner, og i år havde jeg en lille freeloader på slæb (det havde jeg faktisk også sidste år, men der var han lidt mere undercover!).
Hvis du nogensinde overvejer, om du skal købe billet til Danmarks bedste festival, så skal jeg hermed gøre dig den tjeneste at fjerne al tvivl:
Men i dag røg armbåndet (ja, jeg sov med det på!) og det er tilbage til voksenlivets alvor. Skrives!
Hvis du nogensinde overvejer, om du skal købe billet til Danmarks bedste festival, så skal jeg hermed gøre dig den tjeneste at fjerne al tvivl:
Men i dag røg armbåndet (ja, jeg sov med det på!) og det er tilbage til voksenlivets alvor. Skrives!
mandag den 7. juli 2014
METTE BLOMSTERBERG-KOMPLEKSET
Mette Blomsterberg forfølger mig. Hun ånder mig tungt i nakken med en ånde, der helt sikkert dufter af skarpe pebermyntepastiller. Hendes hår er stramt og glat, hendes negle er altid perfekt manicurerede (hvis man er til det franske look). Mit hår er stort, uredt og krøllet, og mine negle er korte og oftest kamuflerede med en farverig neglelak (gerne med glimmer eller metallic-effekt). Fru Blomsterberg prædiker de voksnes dyder i et køkken. Hun emmer af kontrol og sirlighed. Hun måler muscovadosukkeret præcist af, sørger for at karamellen er præcis 170,5 grader varm. Chokoladen skal have den rigtige blankhed, det sande knæk. Jeg er stadig et barn i et køkken. Min veninde har engang sagt til mig, at hun beundrer min laissez-faire-tilgang til kogekunsten. Det er vist noget af en underdrivelse. Men Mettepigen og jeg har en ting til fælles: Vi ELSKER at lave desserter til gæster! Vores tilgange er bare lidt forskellige.
Jeg kan bruge dage på research-processen: Jeg læser kogebøger og sætter post-it-noter, jeg gemmer links til opskrifter fra livstilsmagasiner, fotograferer desserter i glitrede blade, pinner kageopskrifter fra blogs på Pinterest. Og når dagen for gæstebuddet nærmer sig, kommer opskrifterne igennem et udskillelsesforløb, der er hårdere end finalen i Paradise Hotel. Men der slutter min tjekkethed også. For nu vil følgende ting typisk gå galt:
1) Jeg glemmer at læse opskriften igennem, inden jeg starter og kommer i et tidsunderskud på mellem 3 timer og et halvt døgn.
2) Jeg læser opskriften, men vælger at ignorere tidsangivelser/vægtangivelser/alt jeg ikke selv anser som vigtigt.
3) Jeg gør mig umage det meste af tiden, men bliver først utålmodig og dernæst indebrændt på grænsen til rasende i slutspurten med fatale konsekvenser til følge.
Engang havde jeg lovet min veninde at tage hjemmebagte thebirkes med til vores lille brunch. Den garvede hjemmebager vil vide, at netop thebirkes er et særligt tidskrævende projekt, da wienerbrødsdej skal foldes det helt rigtige antal gange med den helt rigtige temperatur smør for ikke at blive til en slasket bolledej. Jeg valgte kun at læse op på bagetiden, inden jeg gik i gang og startede på projektet en halv time, inden jeg skulle af sted. Mit bidrag til brunchen blev en portion hundelortsformede smørdejsklumper sjusket strøet med birkesfrø og en times forsinkelse.
Til jul gik det ud over en ambitiøs opskrift på appelsinflødeboller med marcipanbund og drys af hjemmelavede brændte mandler. I opskriften stod, der at man skulle piske flødebollefyldet i mindst 8 minutter. Efter cirka 3 minutter begyndte jeg at kede mig og besluttede, at dem der skrev opskriften sikkert overdrev helt vildt. Og af uransagelige årsager kunne skummet lige pludselig ikke holde sig selv oppe. Det begyndte at flyde ud og faldt af, da jeg forsøgte at dyppe det i chokolade. I stedet valgte jeg at hælde chokoladen udover. Resultatet blev noget, der lignede en portion kollapsede lerhytter. Men velsmagende kollapsede lerhytter forstås.
I sidste uge gik det galt igen. Manden blev 39, og jeg havde uger forinden udvalgt den helt rigtige dessert. Et prægtigt tærteværk, der kombinerede hjemmelavet flødekaramel med chokoladefudge. Igen havde jeg dog undladt at læse opskriften igennem, og det kom som en enorm overraskelse, da jeg gang på gang stødte på følgende formulering: "Skal hvile minimum 3 timer på køl." Sammenlagt var jeg vel i et tidsunderskud på minimum 7 timer. Men nød lærer nøgen kvinde at træffe sine egne eksekutive beslutninger, og nu var den karamel da vist også lunken nok.
Resultatet beskriver jeg bedst med billeder.
Sådan skulle den have set ud:
sådan så den ud:
Flere af mine venner kalder mig Mette Blomsterberg. Jeg har på fornemmelsen at kælenavnet kan indeholde spor af ironi.
Her er et par af de bedste opskrifter på nettet:
Jeg kan bruge dage på research-processen: Jeg læser kogebøger og sætter post-it-noter, jeg gemmer links til opskrifter fra livstilsmagasiner, fotograferer desserter i glitrede blade, pinner kageopskrifter fra blogs på Pinterest. Og når dagen for gæstebuddet nærmer sig, kommer opskrifterne igennem et udskillelsesforløb, der er hårdere end finalen i Paradise Hotel. Men der slutter min tjekkethed også. For nu vil følgende ting typisk gå galt:
1) Jeg glemmer at læse opskriften igennem, inden jeg starter og kommer i et tidsunderskud på mellem 3 timer og et halvt døgn.
2) Jeg læser opskriften, men vælger at ignorere tidsangivelser/vægtangivelser/alt jeg ikke selv anser som vigtigt.
3) Jeg gør mig umage det meste af tiden, men bliver først utålmodig og dernæst indebrændt på grænsen til rasende i slutspurten med fatale konsekvenser til følge.
Engang havde jeg lovet min veninde at tage hjemmebagte thebirkes med til vores lille brunch. Den garvede hjemmebager vil vide, at netop thebirkes er et særligt tidskrævende projekt, da wienerbrødsdej skal foldes det helt rigtige antal gange med den helt rigtige temperatur smør for ikke at blive til en slasket bolledej. Jeg valgte kun at læse op på bagetiden, inden jeg gik i gang og startede på projektet en halv time, inden jeg skulle af sted. Mit bidrag til brunchen blev en portion hundelortsformede smørdejsklumper sjusket strøet med birkesfrø og en times forsinkelse.
Til jul gik det ud over en ambitiøs opskrift på appelsinflødeboller med marcipanbund og drys af hjemmelavede brændte mandler. I opskriften stod, der at man skulle piske flødebollefyldet i mindst 8 minutter. Efter cirka 3 minutter begyndte jeg at kede mig og besluttede, at dem der skrev opskriften sikkert overdrev helt vildt. Og af uransagelige årsager kunne skummet lige pludselig ikke holde sig selv oppe. Det begyndte at flyde ud og faldt af, da jeg forsøgte at dyppe det i chokolade. I stedet valgte jeg at hælde chokoladen udover. Resultatet blev noget, der lignede en portion kollapsede lerhytter. Men velsmagende kollapsede lerhytter forstås.
I sidste uge gik det galt igen. Manden blev 39, og jeg havde uger forinden udvalgt den helt rigtige dessert. Et prægtigt tærteværk, der kombinerede hjemmelavet flødekaramel med chokoladefudge. Igen havde jeg dog undladt at læse opskriften igennem, og det kom som en enorm overraskelse, da jeg gang på gang stødte på følgende formulering: "Skal hvile minimum 3 timer på køl." Sammenlagt var jeg vel i et tidsunderskud på minimum 7 timer. Men nød lærer nøgen kvinde at træffe sine egne eksekutive beslutninger, og nu var den karamel da vist også lunken nok.
Resultatet beskriver jeg bedst med billeder.
Sådan skulle den have set ud:
Flere af mine venner kalder mig Mette Blomsterberg. Jeg har på fornemmelsen at kælenavnet kan indeholde spor af ironi.
Her er et par af de bedste opskrifter på nettet:
- http://www.madogbolig.dk/Jul/Opskrifter/Minifloedeboller-med-braendte-mandler-og-appelsinskum.aspx
- http://www.madogbolig.dk/Opskrifter/Desserter%20og%20bagvaerk/Den%20laekreste%20chokolade%20karamel%20salttaerte.aspx
- http://cutecarbs.com/2012/07/hvid-chokoladebrownie-med-rabarber/
torsdag den 3. juli 2014
HOV, HVAD SKRIVER POLITIKEN?
Jeg har netop fået pushet den her spændende artikel, der handler om den stigende uvilje mod at blive voksen! Læs den lige http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2331602/evig-ungdom-til-hele-flokken/
Og tak til Eva Høvring Høeg for tippet!
Og tak til Eva Høvring Høeg for tippet!
onsdag den 2. juli 2014
Dagens anbefaling fra Voksentid
Hermed en lille hurtig hapser af en anbefaling:
Jeg har netop printet to billetter til "Romeo og Julie" på Skuespilhusets Store Scene, hvor den spiller til efteråret. Det har jeg gjort af følgende årsager:
1) Det er jo verdens største kærlighedshistorie!
2) Hovedrollerne indtages af to af Danmarks - efter min mening - bedste skuespillere lige nu. I rollen som Romeo har vi den dragende Thomas Hwan med det helt fantastiske skæve drengesmil, mens rollen som Julie spilles af helt suveræne Danica Curcic, som jeg er så heldig at kende i privaten og samtidig er kæmpe fan af!
3) Instruktøren er Elisa Kragerup. Siden jeg så hendes afgangsforestilling på Statens, har jeg været solgt. Alt hvad hun rører ved bliver guld. Så er det sagt. Hun kan iscenesætte store klassikere, så de bliver sanselige, skæve, opfindsomme og lårklaskende sjove. Fan fan fan!
Glæder mig til en tur i mørket.
Jeg har netop printet to billetter til "Romeo og Julie" på Skuespilhusets Store Scene, hvor den spiller til efteråret. Det har jeg gjort af følgende årsager:
1) Det er jo verdens største kærlighedshistorie!
2) Hovedrollerne indtages af to af Danmarks - efter min mening - bedste skuespillere lige nu. I rollen som Romeo har vi den dragende Thomas Hwan med det helt fantastiske skæve drengesmil, mens rollen som Julie spilles af helt suveræne Danica Curcic, som jeg er så heldig at kende i privaten og samtidig er kæmpe fan af!
3) Instruktøren er Elisa Kragerup. Siden jeg så hendes afgangsforestilling på Statens, har jeg været solgt. Alt hvad hun rører ved bliver guld. Så er det sagt. Hun kan iscenesætte store klassikere, så de bliver sanselige, skæve, opfindsomme og lårklaskende sjove. Fan fan fan!
Glæder mig til en tur i mørket.
mandag den 30. juni 2014
EN AF DE GAMLE
Det startede ellers så godt. Jeg var ude for at lave kortfilm og havde baby med på settet. En køn assistent først i tyverne kigger på mig og siger så de smukke ord: "Ej, hvor gammel er du egentlig? Er du ikke aaalt for ung til at have en baby?".
HALLELUJA
HALLELUJA
HALLEEEELUJA!
Bing, bing, bing - point ind på selvtillidskontoen!
Men glæden var kort, for derfra blev jeg jagtet af tegn på min fremskredne alder...
For et par dage siden kørte manden og babyen og skodaen og jeg et smut forbi Roskilde Festivalen - bare for lige at indsnuse lidt af stemningen. Den slags kan man nemlig få desperat brug for, når det man ellers indsnuser mest er lortebleer og gammel mælk (ens egen. På blusen.) Vi kørte hele vejen ned til drop off-point og tog en runde der, bare for at komme så tæt på de eksotiske lunkne øl og buldrende højtalere som muligt. Imens jokede vi med, at vi jo lige så godt kunne sætte babyen af med det samme. Vi gav ham gode råd om at huske kondomer og ikke blande øl og spiritus. Og selvom vi lavede sjov, kunne jeg alligevel mærke den snigende alvor i, at det rent faktisk kommer til at ske. Vi er snart den næste generation festival-forældre. Yikes.
Det næste knytnævestød blev leveret af studentervognene. Hvert år på den her tid plejer jeg at blive ramt af en kaskade af nostalgi, der gør, at jeg bliver nødt til at kigge væk, så de festende hue-kids ikke ser mine blanke øjne. (Ikke at de alligevel kan se noget ud af deres ditto.). Men i år var anderledes. I år var det pludselig kommet så meget på afstand, at jeg kunne standse op, vinke overskudsagtigt, mens jeg så ungdommen i deres i alt for blanke øjne og endda "hø hø'ede" lidt af de kække bannere. I år var tiårsjubilæet for min egen hue. Og lige meget hvor meget jeg prøvede at fremkalde fornemmelsen af tidlige sommermorgener med hyld i luften og sambucca i leveren, så kom der ingen tårer. Jeg var kommet videre. Blevet en af de gamle. (Dog ikke gamlere end at jeg stadig kunne vrisse "Nej, den er så ej! Den er rød!!!", når nogen formastede sig til at synge: "Der er kun en rigtig hue, den er blå!".)
Som om det ikke var nok, gik det pludselig op for mig, at jeg var minimum - jeg gentager - MINIMUM 10 år ældre end de ældste af mine medshoppister, da jeg ransagede tilbudsbøjlerne i Monki. Pludselig følte jeg, at jeg blev opslugt af tandbøjler, dårlig hud og urimeligt tynde lår og blev i grusom tvivl, om jeg overhovedet kunne tillade mig at gå i det tøjmærke længere. Klam af sved smed jeg en oversize t-shirt med neonprint af en babytapir fra mig (seriøst. Det var sådan en jeg havde i hænderne. Jeg elsker tapirer), og løb ud på gaden for at få luft.
Og ikke engang i boghandelen fik jeg fred. På tilbud stod børnebogen: "Mor skal have en baby!", og der på forsidetegningen flød en bulet dame ud i sofaen. Og det var jo mig!!! Jeg var ikke hende den sjove kusine eller den funky storesøster. Jeg var MODEREN. Den bulede, trætte og lettere formanende mor med rander under øjnene. ARGH!
Og endelig kom hybris med sit final knockout: Jeg modtog manus til en anden kortfilm, jeg skal lave om et par uger. Oprindeligt var jeg til casting på en rolle som 25-årig ung og vild, men endte med en mere fornuftig og moden rolle. Og da jeg gennemlæste den sidste gennemskrivning af manus, var karakterens alder pludselig fastsat til at være 35 år. Og det var altså sket efter rollen blev min. BUM. Jeg er altså sådan en 35-årig mor-type at se på. Lige der gik jeg officielt fra ungpigerollerne til morrollerne.
Jeg kunne næsten høre Nemesis hviske: "Nu er du nok ikke så kæk fru "ser-for-ung-ud-til-at-være-nogens-mor-bloggertype"!".
HALLELUJA
HALLELUJA
HALLEEEELUJA!
Bing, bing, bing - point ind på selvtillidskontoen!
Men glæden var kort, for derfra blev jeg jagtet af tegn på min fremskredne alder...
For et par dage siden kørte manden og babyen og skodaen og jeg et smut forbi Roskilde Festivalen - bare for lige at indsnuse lidt af stemningen. Den slags kan man nemlig få desperat brug for, når det man ellers indsnuser mest er lortebleer og gammel mælk (ens egen. På blusen.) Vi kørte hele vejen ned til drop off-point og tog en runde der, bare for at komme så tæt på de eksotiske lunkne øl og buldrende højtalere som muligt. Imens jokede vi med, at vi jo lige så godt kunne sætte babyen af med det samme. Vi gav ham gode råd om at huske kondomer og ikke blande øl og spiritus. Og selvom vi lavede sjov, kunne jeg alligevel mærke den snigende alvor i, at det rent faktisk kommer til at ske. Vi er snart den næste generation festival-forældre. Yikes.
Det næste knytnævestød blev leveret af studentervognene. Hvert år på den her tid plejer jeg at blive ramt af en kaskade af nostalgi, der gør, at jeg bliver nødt til at kigge væk, så de festende hue-kids ikke ser mine blanke øjne. (Ikke at de alligevel kan se noget ud af deres ditto.). Men i år var anderledes. I år var det pludselig kommet så meget på afstand, at jeg kunne standse op, vinke overskudsagtigt, mens jeg så ungdommen i deres i alt for blanke øjne og endda "hø hø'ede" lidt af de kække bannere. I år var tiårsjubilæet for min egen hue. Og lige meget hvor meget jeg prøvede at fremkalde fornemmelsen af tidlige sommermorgener med hyld i luften og sambucca i leveren, så kom der ingen tårer. Jeg var kommet videre. Blevet en af de gamle. (Dog ikke gamlere end at jeg stadig kunne vrisse "Nej, den er så ej! Den er rød!!!", når nogen formastede sig til at synge: "Der er kun en rigtig hue, den er blå!".)
Som om det ikke var nok, gik det pludselig op for mig, at jeg var minimum - jeg gentager - MINIMUM 10 år ældre end de ældste af mine medshoppister, da jeg ransagede tilbudsbøjlerne i Monki. Pludselig følte jeg, at jeg blev opslugt af tandbøjler, dårlig hud og urimeligt tynde lår og blev i grusom tvivl, om jeg overhovedet kunne tillade mig at gå i det tøjmærke længere. Klam af sved smed jeg en oversize t-shirt med neonprint af en babytapir fra mig (seriøst. Det var sådan en jeg havde i hænderne. Jeg elsker tapirer), og løb ud på gaden for at få luft.
Og ikke engang i boghandelen fik jeg fred. På tilbud stod børnebogen: "Mor skal have en baby!", og der på forsidetegningen flød en bulet dame ud i sofaen. Og det var jo mig!!! Jeg var ikke hende den sjove kusine eller den funky storesøster. Jeg var MODEREN. Den bulede, trætte og lettere formanende mor med rander under øjnene. ARGH!
Og endelig kom hybris med sit final knockout: Jeg modtog manus til en anden kortfilm, jeg skal lave om et par uger. Oprindeligt var jeg til casting på en rolle som 25-årig ung og vild, men endte med en mere fornuftig og moden rolle. Og da jeg gennemlæste den sidste gennemskrivning af manus, var karakterens alder pludselig fastsat til at være 35 år. Og det var altså sket efter rollen blev min. BUM. Jeg er altså sådan en 35-årig mor-type at se på. Lige der gik jeg officielt fra ungpigerollerne til morrollerne.
Jeg kunne næsten høre Nemesis hviske: "Nu er du nok ikke så kæk fru "ser-for-ung-ud-til-at-være-nogens-mor-bloggertype"!".
 |
| Hvad fanden havde jeg også regnet med, når der ligger en bog med den her titel på mit bord derhjemme? |
tirsdag den 17. juni 2014
EN SYRISK NAT
Togturen hjem fra mødet havde været fuld af skæve eksistenser. En dame med lange skægstubbe, der skubbede en dukke i sin slidte barnevogn. En flok bøver, der drak dåseøl og bøvsede højt. Og så stod den lille kvinde pludselig der på stationen og spurgte efter et sted, der hed Avnstrup. Hun var tynd og mørkhåret og omkring min alder, og hendes engelsk var med en tyk accent. Hverken min mand eller jeg havde nogen idé om, hvor Avnstrup lå, men vi kunne se på rejseplanen, at hun havde misset den sidste bus, og at den næste først ville køre klokken 6 om morgenen.
"How expensive do you think taxi?", spurgte hun.
Vi svarede at det nok ville blive mindst en 200-300 kr.
"Oh, that is all I have. I am going to camp."
Og pludselig forstod vi, at hun skulle tilbage til Avnstrup asylcenter, og ikke på campingtur.
Vi så på hinanden og nikkede. Egentlig var klokken alt, alt for mange. Jeg havde babyen under armen, og han var først lige faldet i søvn, og manden skulle tidligt op at arbejde.
"We can give you a ride. Jump in."
Vi kørte gennem den mørke sommernat, og hun fortalte, at hun var flygtning fra Syrien. Hun arbejdede som skolelærer ("not English", lo hun undskyldende), og det samme gjorde hendes mand, indtil de ville tvinge ham ind i hæren
"To kill people. Relatives and friends."
De ville hugge hendes hænder af, hvis hun beskyttede sin mand. Mindst. Så hun måtte flygte. Og efterlod to små børn i Syrien.
"We get 700 kr. every month and I use all of them to call my children. I miss them", fortalte hun med store tårer i øjnene.
"It must be very hard.", svarede vi og havde ingen idé om, præcis hvor very hard det måtte være. Her sad vi med vores smartphones og vores kornfede baby på bagsædet. You know nothing, Jon Snow.
Alt for tit orker mit forkælede skandinaviske hoved ikke at forholde sig til alle de uoverskuelige konflikter rundt om i verden. Jeg kan lige klare en underskriftindsamling på nettet mod Putins antihomolov eller at like et billede af en kvinde, der gør oprør mod ordensmagten i Tyrkiet. Men når jeg læser avis, går jeg direkte efter kultursektionen. Væk mig klokken tre om natten (eller nej, vær sød at lade være. Babyen gør allerede sit for at spolere min nattero) og spørg mig, hvor mange stjerner Lana Del Reys nye album har fået i Soundvenue. Men jeg prioriterer at se et afsnit af Orange is the new Black højere end at sætte mig ind i verdenskonflikterne, når jeg har husmoderens 5 minutter.
Da vi satte kvinden af ved asylcenteret, og hun takkende havde taget afsked, blev jeg ramt af min sædvanlige udlængsel. Turen havde mindet mig om alle de gange venlige fremmede har reddet min røv en sen nat et øde sted på en eksotisk destination. Men de søde drømme havde en besk bismag. For nok havde vi fået os et lille eksotisk mandagseventyr, men for denne kvinde var det hendes liv. Og at strande i en træt stationsby var nok ikke hendes største udfordring.
Min største udfordring i dag var at få mit apple-tv til at virke, så jeg kunne se endnu et afsnit af OITNB. Sådan er det også at blive voksen.
onsdag den 11. juni 2014
FÅ DIG EN HOBBY!
Den opstod bare lige pludselig, den der mærkelige hvide løgn.
"Jeg maler!", sagde jeg.
"Dejligt!", svarede sundhedsplejersken. "Kan du så ikke prøve at sætte dig som mål at male bare en lille bitte smule på dit maleri hver dag?".
Jeg nikkede smilende. Jo, det var en god plan. Bortset fra at jeg ikke har malet nogle billeder, siden jeg havde billedkunst i folkeskolen. Jeg havde ellers lige klaget min nød til sundhedsplejersken: Efter at jeg var startet på barsel, savnede jeg alle mine projekter, og vi skulle sammen finde på en plan for, hvordan jeg kunne nå andet end "bare" projekt-vær-den-bedst-mulige-mutti. Og så var det hun spurgte mig, hvad jeg plejede at lave, før jeg blev mor.
"Projekter!", var mit pompøse svar. Hun bad mig om at uddybe. "Kreative projekter.", svarede jeg lige så tåget. "Som hvad?", spurgte hun. Og der var det, at det brast ud af munden på mig. Og det var jo ikke helt løgn. Jeg havde for eksempel malet et puslebord og nogle legekasser til barneværelset, mens jeg ventede på at poppe og var så tung, at jeg ikke kunne meget andet end at se serier og spise Nutella. Men hun tolkede det, som om jeg malede. Kunstmalede. Og jeg undlod at rette hendes vildfarelse. Måske fordi jeg lige pludselig midt i al baby-halløjet slet ikke kunne komme i tanke om, hvad mine hobby plejede at være? Og det lød da også meget flot. Jeg gad da godt være sådan en der malede K-Å-N-S-T.
Når vi er børn bliver vi udsat for så mange sjove ting: Vi går til en masse sport, vi bliver sat til at læse en masse bøger, vi laver ler, syr, laver køkkenrulleholdere, spiller claves og så videre. Noget af det hader vi som pesten, mens andre ting bliver deciderede hobbyer. Men når vi så bliver voksne, så får vi færre og færre hobbyer. Arbejdet fylder og familien. Og fornuften! For hvad kan vi BRUGE det til? Kan vi tjene penge på det? Gør det os slanke? Booster det vores cv?
Hvad laver I, når I har fri? Hvad er jeres hobby? Den snak har jeg haft med flere venner. For jo jo, man kan jo altid se den nyeste sæson af GOT eller tage ned at træne, men flere jeg har snakket med savner at have en decideret hobby.
Mine veninder overvejede at starte med at cykle landevejscykling sammen. Jeg kender også en, der har en kreaklub, hvor de - helt formningsagtigt - mødes og laver masker og den slags. En anden af mine venner har hyret en teenage-musiker, som skal lære ham at spille på trommesæt.
Men hvorfor er det så svært at få gjort den slags som voksen?
For nylig så jeg en side i et magasin, som opfordrede læseren til at lære noget nyt, og pludselig fik jeg lyst til at prøve det hele. Jeg ville både lære at klatre, lave keramik og at sy mit eget tøj.
Når jeg ikke er på barsel, er jeg så heldig, at jeg arbejder med min hobby. Jeg får penge for at spille skuespil. Men hvad nu, hvis jeg skifter karriere en dag? Hvor skal jeg så spille skuespil? Jeg kan jo ikke spille alene. Eller jo det kan jeg, men mon ikke babyen og hunden bliver rimeligt trætte efter den tiende Shakespeare-monolog? Og når nu man har været professionel, kan man vel heller ikke gå ned i det nærmeste forsamlingshus og melde sig til audition på den lokale udgave af "My Fair Lady"? (Og det er sagt med AL respekt for lokale amatørteatre). Jeg har også tit lyst til at gøre mere ved sangen og dansen (engang fik jeg undervisning i opera!!!), men hvor finder man ligesindede legekammerater på ens egen alder, som ikke allerede er blevet pro eller har lagt det på hylden?
Og min voksenhjerne vil så gerne have et MÅL med det. Kan jeg tjene penge på at lave en lille koncert? Eller...uh! Jeg kan jo altid skrive det på cv'et!
"Jeg maler!", sagde jeg.
"Dejligt!", svarede sundhedsplejersken. "Kan du så ikke prøve at sætte dig som mål at male bare en lille bitte smule på dit maleri hver dag?".
Jeg nikkede smilende. Jo, det var en god plan. Bortset fra at jeg ikke har malet nogle billeder, siden jeg havde billedkunst i folkeskolen. Jeg havde ellers lige klaget min nød til sundhedsplejersken: Efter at jeg var startet på barsel, savnede jeg alle mine projekter, og vi skulle sammen finde på en plan for, hvordan jeg kunne nå andet end "bare" projekt-vær-den-bedst-mulige-mutti. Og så var det hun spurgte mig, hvad jeg plejede at lave, før jeg blev mor.
"Projekter!", var mit pompøse svar. Hun bad mig om at uddybe. "Kreative projekter.", svarede jeg lige så tåget. "Som hvad?", spurgte hun. Og der var det, at det brast ud af munden på mig. Og det var jo ikke helt løgn. Jeg havde for eksempel malet et puslebord og nogle legekasser til barneværelset, mens jeg ventede på at poppe og var så tung, at jeg ikke kunne meget andet end at se serier og spise Nutella. Men hun tolkede det, som om jeg malede. Kunstmalede. Og jeg undlod at rette hendes vildfarelse. Måske fordi jeg lige pludselig midt i al baby-halløjet slet ikke kunne komme i tanke om, hvad mine hobby plejede at være? Og det lød da også meget flot. Jeg gad da godt være sådan en der malede K-Å-N-S-T.
Når vi er børn bliver vi udsat for så mange sjove ting: Vi går til en masse sport, vi bliver sat til at læse en masse bøger, vi laver ler, syr, laver køkkenrulleholdere, spiller claves og så videre. Noget af det hader vi som pesten, mens andre ting bliver deciderede hobbyer. Men når vi så bliver voksne, så får vi færre og færre hobbyer. Arbejdet fylder og familien. Og fornuften! For hvad kan vi BRUGE det til? Kan vi tjene penge på det? Gør det os slanke? Booster det vores cv?
Hvad laver I, når I har fri? Hvad er jeres hobby? Den snak har jeg haft med flere venner. For jo jo, man kan jo altid se den nyeste sæson af GOT eller tage ned at træne, men flere jeg har snakket med savner at have en decideret hobby.
Mine veninder overvejede at starte med at cykle landevejscykling sammen. Jeg kender også en, der har en kreaklub, hvor de - helt formningsagtigt - mødes og laver masker og den slags. En anden af mine venner har hyret en teenage-musiker, som skal lære ham at spille på trommesæt.
Men hvorfor er det så svært at få gjort den slags som voksen?
For nylig så jeg en side i et magasin, som opfordrede læseren til at lære noget nyt, og pludselig fik jeg lyst til at prøve det hele. Jeg ville både lære at klatre, lave keramik og at sy mit eget tøj.
Når jeg ikke er på barsel, er jeg så heldig, at jeg arbejder med min hobby. Jeg får penge for at spille skuespil. Men hvad nu, hvis jeg skifter karriere en dag? Hvor skal jeg så spille skuespil? Jeg kan jo ikke spille alene. Eller jo det kan jeg, men mon ikke babyen og hunden bliver rimeligt trætte efter den tiende Shakespeare-monolog? Og når nu man har været professionel, kan man vel heller ikke gå ned i det nærmeste forsamlingshus og melde sig til audition på den lokale udgave af "My Fair Lady"? (Og det er sagt med AL respekt for lokale amatørteatre). Jeg har også tit lyst til at gøre mere ved sangen og dansen (engang fik jeg undervisning i opera!!!), men hvor finder man ligesindede legekammerater på ens egen alder, som ikke allerede er blevet pro eller har lagt det på hylden?
Og min voksenhjerne vil så gerne have et MÅL med det. Kan jeg tjene penge på at lave en lille koncert? Eller...uh! Jeg kan jo altid skrive det på cv'et!
Abonner på:
Opslag (Atom)