OM STEDER HVOR MAN ALDRIG BLIVER VOKSEN

Det er fredag aften, og det er min venindes 29 års familiefødselsdag. Vi er i hendes forældres have. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har festet i den have. Vi har været veninder, siden vi var 13 år, og haven har set lidt af hvert. En genert teenager, der første gang fletter fingre med ham, hun er så vild med. Vilde teenagere, der kaster op og kysser på de forkerte. Farvelfester inden den store dannelsesrejse efter gymnasiet. Pandekager til knuste hjerter. I den her have bliver jeg aldrig voksen. Og dog. For nu står hun der, den lille skrappe pige på 2 år med lyse proptrækkerkrøller og et bestemt udtryk i ansigtet. "Hvis mor er du?", spørger hun mig skråsikkert. "Øh bøh, babyens.", får jeg fremstammet.

I haven, hvor jeg aldrig bliver voksen, er jeg nu nogens mor.