DE ER BLEVET GRÅ I TOPPEN

Jeg er kommet vel igennem min første uge som kandidatstuderende.

Den trofaste læser vil vide, at jeg har holdt pause siden 2008 for at uddanne mig og arbejde som skuespiller. Men nu er jeg tilbage. KUA, den gamle krage, har fået et seriøst facelift, og de dystre og sundhedsskadelige betonrum, som dengang dannede rammerne for mit universitetsliv, er jævnet med jorden. Til gengæld er der pludselig tapas i kantinen, indendørs birkeskov og store lyse rum, der om 20 års tid vil gøre nye KUA til en perfekt tidslomme for 2010'ernes zeitgeist. Folk vil le og sige: "Ha ha ha! Det var dengang, vi troede, at jorden stadig kunne reddes, hvis bare vi allesammen anlagde skovhugger-fuldskæg og sad på autentiske skamler af drivtømmer!" (Note: Denne småsarkastiske kommentar er skrevet i mit meget stimulerende hjemmekontor, hvor jeg er OMRINGET af træ. Selv væggene er blevet beklædt med træ. Og jeg tror stadig på, at vi kan redde jorden. Måske.)

Men det faktum, der ramte mig som en bazooka i maven var: AT ALLE MINE UNDERVISERE ER BLEVET GRÅHÅREDE!
Det var pludselig et meget håndgribeligt tegn på årene, der var gået.

Jeg var glad og smigret, da der var en underviser, som kunne kende mig (fordi jeg var hendes mega dengse back then), men da jeg tog toget hjem, blev jeg pludselig grebet af en gruopvækkende tanke: Mon hun også syntes, at JEG SÅ ÆLDRE UD?

Ja! det måtte hun jo uden tvivl gøre. Som en caster for nylig skrev til mig: "Heidi, du kan jo ikke gå for at være en i starten af tyverne længere." (Til det svarede jeg kækt: "Nej, det er prisen for at få et barn og miste sin nattesøvn, og så er jeg egentlig godt tilfreds med byttehandlen." Men inden i græd jeg...)

Det tætteste denne blog kommer på en selfie: En hårfie (jeg forudser at denne betegnelse ikke kommer til at vinde indpas nogen steder)

Jeg har siden jeg var omkring 16 år gammel haft en stribe med sølvfarvede hår i min manke. En frisør har engang bildt mig ind, at det er fordi, mit hoved har fået et slag, og striben er et udtryk for chokerede hårsække. Jeg bilder mig ind, at striben er den samme som den altid har været. At der ikke er kommet flere eller færre grå hår.
Jeg kan tydeligt huske første gang, striben blev påtalt, og en af mine venner sagde: "Hey, er du ved at blive gråhåret eller hvad?".  Senere spurgte min veninde, om jeg havde malet væg. Hun forsøgte hjælpsomt at fjerne de hvide klatter maling, da hun pludselig indså, at det var grå hår.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan camouflere striben mere eller mindre ved at dele mit hår på et strategisk rigtigt sted. De dage, hvor jeg får delt det forkert, udbryder folk chokeret: "Heidi! Du er jo ved at blive fuldstændig gråhåret!".
Her starter jeg normalvis min store forsvarstale (den om de chokerede hårsække), mens folk nikker og smiler og tænker, at jeg helt sikkert bare er ved at blive gråhåret. Nogle gange spørger folk endda: "Blev dine forældre også tidligt gråhårede?".
Der er også en kategori af folk (faktisk flest mænd), som synes det er sejt og silverfox-agtigt på Gun-Britt-måden. Der er jeg ikke helt kommet til endnu. Og jeg er faktisk ikke længere selv kompetent til at afgøre, om de sølvfarvede hår har spredt sig.

Men for at vende tilbage til udgangspunktet: Underviseren havde helt sikkert også lagt mærke til sølvstriben i MIT hår. Og sikkert også de rynker, som ikke længere går væk med den rigtige mængde creme eller søvn. Og selvom KUA stadig kan få mig til at føle mig som en ung og impulsiv studerende, så ligner jeg altså ikke en, der kommer direkte fra 3. g længere.

Jeg kan kun forestille mig, at det bliver sværere og sværere at synkronisere ens indre selvopfattelse med ens spejlbillede. Men indtil videre arbejder jeg videre med at lægge skilningen det helt rigtige sted.

JEG ØVER MIG STADIG...

I går fik jeg et brev. Et skidehamrende kedeligt brev. Det var så kedeligt, at så snart jeg læste overskriften, så gik min opmærksomhed på vandretur til Mexicos hvide sandstrande. Jeg prøvede virkelig på at læse det. Virkelig. For jeg vidste godt, at jeg burde læse det. Jeg startede forfra et par gange, men hver gang kom jeg kun et par linjer ned, før jeg begyndte at skimme, som i dennne her sammenhæng er et flot ord for at konstatere, at det var tale om sorte bogstaver på hvidt papir. Til sidst lagde jeg det på spisebordet. Det var jo helt klart tidspunktet, den var gal med. Det var alt for sent på eftermiddagen til at læse sådan et brev, og jeg havde jo også været tidligt oppe, og desuden så havde babyen ikke sovet så godt i nat. I morgen ville jeg være meget mere modtagelig.  

I morges smed jeg det ud. 

Brevet handlede om pension.

Et autentisk foto af mit brev, pimpet med et flot blåt filter.

Jeg øver mig stadig i at gå til møder i banken. Det er egentlig ikke, fordi jeg er sådan en "Luksusfælden"-type. Faktisk er jeg noget så usexet som ret økonomisk anlagt. Men når jeg skal til møde i banken, har jeg det, som om jeg spiller rollen, som en der går til møder i banken. En rigtig voksenrolle, hvor man forstår, hvornår renten er helt rigtig. Når man er rigtig voksen tager man ikke bankagtigt tøj på og sidder og smiler blankt og siger ja og amen til alt, og satser på at ens bedre halvdel har taget de nødvendige metale noter. Når man er rigtig voksen, forstår man at forholde sig kritisk til bankens tilbud. Man forsøger ikke at få bankrådgiveren til at synes, at man er total sjov og fresh. Man spiser heller ikke alle hans folieindpakkede chokolader. Og man går ikke ud på toilettet og græder af glæde, når man får lov til at låne penge. Som sagt: Jeg øver mig stadig.

Men breve om pension...
Og SKAT...
Og generalforsamlinger...

NYE GAMLE BEGYNDELSER

På vej ned ad gangen drejede jeg pludselig om på hælen, stormede ind til censor og underviser og proklamerede stolt: "I øvrigt er det min SIDSTE eksamen her! Nu skal jeg være SKUESPILLER!!!". Tag den suckers! Tag den akedemia! Skråt op med jeres litteraturlister, ects-point og den evige dårlige samvittighed (særligt i julen. Når man er studerende smager flæskesværene af burde, skulle, ville og eksamenspensumet kalder ens navn så højt at det næsten overdøver julesalmerne.)

Nu skulle jeg gå på skuespilskole, være boheme, græde, elske og grine på kommando, drikke billige øl på røgfyldte café Sommersted, spille mand og lesbisk og helst i et teaterstykke med masser af blod og bræk, der kunne forarge og henrykke et måbende publikum. 

Jeg havde lige været til min sidste eksamen som bachelor på Retorik. Jeg var 22 år gammel og højere end høj på mit nyerhvervede 12-tal. 

Nu er jeg tilbage. Og jeg er gammel: 29 år. Okay okay, en gammel studerende i det mindste. På tirsdag har jeg første skoledag på kandidaten. Jeg har valgt fag, købt en ny bærbar og har allerede skaffet bøgerne på pensumlisten. Jeg er velforberedt og bevæbnet til tænderne. 

For i virkeligheden er jeg lidt bange. 

Jeg burde ellers have vænnet mig til uforudsigelige scenarier. Jeg har været til et uendeligt antal nervepirrende castings, hvor jeg skulle spise chokolade/være gangsterbitch/danse i undertøj/græde over rumvæsener, der havde ædt min kæreste. Men sagen er, at jeg ikke aner, hvordan det er at studere, når man ikke længere er i starten af tyverne og har en glubende appetit på studielivets buffet af fredagsbarer og julefrokoster. For jeg er blevet for voksen til, at studielivet bliver en livsstil. Jeg har allerede været igennem uni én gang og taget 3 år på skuespillerskole. Min gamle (fantastiske) læsegruppe har for længst skiftet SU'en ud med fast månedsløn. De fleste af os har også fået børn. Eller arbejder i udlandet. Da vi læste sammen, plejede vi kærestesorger over (alt for dyr) lagkage på La Glace, lavede budgetmad på kollegiekøkkener, skrev opgaver sammen til langt ud på natten til tonerne af LCD Soundsystem og drak billige drinks på Mexibar.

Hvordan bliver et studieliv uden det? Et studieliv, hvor man man stadig ammer og hellere vil sidde på sit hjemmekontor end på Diamanten, fordi man så får mere tid med baby og mand. Et studieliv, hvor SU'en betaler den ugentlige fiskekasse frem for den ugentlige bytur. Et studieliv, hvor man bor i eget hus på landet og ikke på et lejet værelse i København, hvor lejeperioden er så kort, at man skifter brokvarter hyppigere end Jesse Pinkman siger "Bitch!". 

Denne gang er det studiet for studiets skyld. Det er et middel til et mål. Og de kloge siger, at studerende med børn bliver benhårde til at prioritere deres tid. Det lyder nogenlunde lige så ophidsende som at skulle besvare kundeklager hos Imerco (hvilket egentlig må være ret ophidsende i disse dage. Hvad sker der i øvrigt med den vase? Har man ikke kunnet købe den i tusind år? #vasegate)

Men jeg glæder mig. Meget. Og endnu mere fordi jeg er blevet for gammel til det der karakterræs og til at ville være den bedste til det hele. Jeg ved, hvad der interesserer mig og vil vælge det ud som jeg kan lide. Jeg vil være studiets svar på den gamle bedstemor, der kun spiser Merci-chokolader med nougat og smider resten ud, fordi hun ikke vil bruge de sidste dyrebare dage af sit liv på chokoladerne med kaffefyld. (Ok, den var sløj. Beklager. Blev grebet af stemningen.)

Og hvis der er bare en mere, der spørger, om det så er slut med at være skuespiller, så græder jeg (højt og dramatisk på kommando). For man kan altså godt flere ting på en gang. Sådan er det også at blive voksen.

ps. OMG hvor jeg glæder mig til den nye sæson af "Den store bagedyst"! Aldrig så man så meget drama komme ud af cremer, der ikke vil størkne og chokolade, der ikke har det rette knæk. Det er mesterligt produceret.

Dagens anbefaling fra Voksentid

Jeg har lige set tre fantastiske film i rap. Jo, den er god nok. Tre helt igennem fantastiske film, som du bør se, hvis du ikke har set dem endnu. Jeg er så oppe at køre over dem, at jeg straks må anbefale dem:

Grand Budapest Hotel: En helt igennem Wes Andersonsk Wes Anderson-film. Gennemmusikalsk timing, den mest gennemførte visuelle stil og mesterligt skuespil fra Ralph Fiennes.

Paradistrilogien: Kærlighed: Igen en gennemført visuel nydelse i en film om kroppe, bekræftelse og ensomhed. Hudløst spil af hovedrolleindehaveren Margarette Tiesel. Skiftevis tåkrummende og rørende scener.

Smagen af rust og ben: Blændende skuespil og en meget rørende historie om kroppe og kærlighed på trods.

VOKSENVENNER

I tv-serien Beverly Hills er postnummeret 90210 blevet synonymt med ubrydelige venskaber. Der var også engang, hvor næsten alle mine venner boede i det samme postnummer: 3200 - eller 3210 og 3400, hvis bølgerne gik højt. Mine venner var aldrig længere væk, end at jeg kunne springe på min alt for store Yamaha Neo's-scooter eller Lokalbanen, hvis jeg ville se dem. Da vi flyttede hjemmefra blev 3200'erne Københavns største minoritet. Vi var en overraskende stor flok af gamle gymnasie-/teater-/musik-venner, som blev ved med at mødes til kollegiefester, koncerter og deslige. 

Da jeg startede på universitetet, stiftede jeg mine første rigtige bekendtskaber med jyderne og fynboerne og lærte, at jysk lyder forskelligt, alt efter om man kommer fra Århus eller Ålborg.

Da jeg startede på skuespillerskole, mødte jeg pludselig spændende mennesker fra Norge og lærte, at dansk med norsk accent er helt uimodståeligt. 

I løbet af min tid på skuespillerskole mødte jeg konstant så mange nye potentielle venner, at min BFF og jeg prøvede at formulere en slags leveregel: Hvis der var gået mere end 6 måneder, siden man sidst havde set en ven, så var der nok en grund til det, og man skulle ikke bruge tid på at prioritere det venskab længere. Set i bagklogskaben ulideligt klare lys var det en meget forkælet og naiv leveregel, men den gav (næsten) mening dengang, syntes vi. Og der var brug for en metode til at sortere ud i alle de mange fester og kaffeaftaler.

Men så for et par år siden blev vi  færdige med vores studier. Vi begyndte at bruge tid på at arbejde igennem og skabe karriere. Vi fik faste kærester. Blev gift. Der blev ikke bare længere imellem, at jeg så de yderste led af 3200'erne. Der blev også længere imellem, at jeg så de nære. Hvis jeg skulle have efterlevet min egen 6-måneders-regel, så ville samtlige mine venskaber være døde. Inklusive det med ham, som jeg lavede reglen med.

Det var tid til at genopfinde en måde at være venner på. Nu skulle vi genopdage hinanden som voksenvenner:

• Voksenvenner laver aftaler i kalenderen i GOD tid. 
• Voksenvenner har alt for sjældent tid til lange dage med fælles tømmermænd, snaskede salatpizzaer og filmmaraton efter festen i går. 
• Voksenvenner sover ikke så tit hos hinanden i den samme seng. 
• Voksenvenner har alt for sjældent tid til brunch i Nansensgade på en hverdag. 
• Voksenvenner prioriterer at spise på gode spisesteder og deler regningen lige op (de er for voksne til at gå op i, om alle fik den samme forret). 
• Voksenvenner ammer sammen. 
• Voksenvenner fortæller ikke længere (så mange) intime detaljer fra deres forhold, fordi voksenvenner som oftest også kender kæresten/manden/konen rigtig godt. 
• Voksenvenner sætter pris på en tur i sommerhus med lækker mad og dejlige spadsereture og gør ordentligt rent, når de skal hjem. 
• Voksenvenner taler om, hvordan de mon nogensinde skal finde sig til rette i et 9-16-job uden at kede sig ihjel. 
• Voksenvenner kan lide at give. 
• Voksenvenner snakker meget om serier de ser og prøver at genneskue plottet.
• Voksenvenner diskuterer palæo og miljøpolitik. 
• Voksenvenner tager hjem i ok tid, så de kan nå at få lidt søvn, inden babyen vågner.
• Voksenvenner holder for få spontane fester på en onsdag.
• Voksenvenner sidder alt for sjældent og ser samtlige afsnit af Mr. Poxycat.
• Voksenvenner giver for få lammere.

Og så er voksenvenner spredt for alle vinde. Jeg har ingen venner i 3200 længere. De bor i Grønland, London, Ungarn, Afrika og Svendborg. Og jeg kan ikke bare lige gå over og låne et bad hos dem, hvis mit eget er i udu. 

Men voksenvenner er loyale. De gør sig umage for at finde ind til hinanden, selvom der er gået mere end 6 måneder siden sidst. Sådan er det også at blive voksen.

EN LISTE BASERET PÅ ALT FOR VIRKELIGE HÆNDELSER

Undskyld undskyld og atter undskyld, at der er lidt langt mellem indlæggene for tiden. 

Og tAk TaK TAK til alle de nye læsere! Jeg er meget beæret over, at I gider læse med.

Vi skal holde stor fest herhjemme på lørdag og er gået all in på forberedelser, så der er ikke mucho skrivetido, desværro.

Til gengæld har den seneste uge ikke skortet på begivenheder, som har fået mig til at træde i karakter som voksen. Tillad mig at præsentere:

"Du ved, at du er voksen når..."-listen (en liste baseret på alt for virkelige hændelser):

Du ved, at du er voksen når:

• Du i forvejen er alt for sent på vej ud af døren, og din hund kommer løbende og kigger på dig med et bedende blik, fordi den har spist noget, der indeholder græs og dine lange, tabte ammehår, som nu stikker ud af numsen på den, og der ikke er andre end dig og din elskede højre hånd til at hjælpe den med at trække det ud. IKKE ENGANG DIN MAND. Og så er det videre til pilates...
• Du begynder at tilberede mad, der indeholder en halv deciliter af dine egne kropsvæsker. "Tilsæt en halv deciliter modermælk til grøden og rør rundt..." For at sikre mig mod misforståelser, vil jeg lige sige, at det blev serveret for babyen. Gæsterne må nøjes med lidt øko-sød til kaffen.
• Du opdager, at du fortryder dit feministiske oprør mod din håndarbejdslærer i folkeskolen og faktisk ville ønske, at du havde lært at sy, så du skamløst kunne producere kopier af Småfolk-babytøj og Ferm Living puder.
• Du bruger et beløb svarende til 163 kopper chaillatte på et nyt køle/frysskab og faktisk praler over for gæsterne med den smarte funktion, som holder ruccolaen sprød ekstra længe.
• Du opdager, at der gror en 2,5 meter høj hampplante foran dit køkkenvindue og skynder dig at destruere den i det usandsynlige tilfælde, at landbetjenten pludselig skulle holde på din koteletgrund og pege på dig med sin og lovens harmdirrende lange arm. Så meget for min ungdoms rebelske oprør mod småborgerligheden
• Du skal holde fest og i forvejen advarer gæsterne om, at du går kold kl. 22, fordi du stadig ammer alt for meget om natten. Der er ikke meget sjov over en lakterende partypige.

Til gengæld ved du, at du stadig er ret umoden, når:

• Din baby får en tavle ind på sit værelse, og du virkelig må finde al din voksen-stamina frem for ikke at tegne en penis på den (Ingen tavle uden penis, lyder den ældgamle regel fra folkeskolen).

Pludselig var den der. Lige foran mit køkkenvindue. Og jeg følte mig for en kort stund som en ægte small time gangster. men så blev jeg voksen.

TAG LIGE EN SLAPPER, MOSTER BO BEDRE!

Der er sket noget i mig, efter jeg har fået mit eget hus. Det er, som om jeg har fået en lille kortslutning i hjernen. En kortslutning, der får mig til at fremvise ting, der ikke er der. En kortslutning, som får mig til at sige ting til vores gæster som: "Sådan her skal køkkenet selvfølgelig ikke se ud, vores plan er blablabla og sætte blablablabla fliser op!" eller "Vi drømmer jo om at mure facaden op/sætte brædder på/male det i noget andet end den her hæslige blabla farve!" eller "Ja, børneværelset er jo ikke færdig endnu. Det beklager jeg. Det er altså lidt af en rodebunke!"
AND SO FUCKING WHAT?!! 
Babyen er kun knap 5 måneder, og han er jo fuldkommen ligeglad. Han vil skide på, om jeg har fået tapetseret væggen med grafisk mønster. Det eneste, hr. Flødeskæg går op i, er, at der er lettest mulig adgang til mælkebaren. Og alle de fixe idéer jeg havde om, at han ville elske at lege med æstetisk tilfredsstillende legetøj i pastel og nordisk birk, har jeg også måttet kassere. Babyer kan lide bling og primærfarver. Og det skal de have lov til. (Sidehistorie: Jeg læste en artikel i et boligblad om en indretningsbesat mor, som havde forbudt sin 11-årige datter at have plakater med One Direction PÅ SIT EGET VÆRELSE!!! Så længe pigebarnet boede under hendes tag, så skulle der antikke sommerfuglebilleder på væggen. For tænk nu, hvis gæsterne kiggede ind. De ville jo falde døde om, som følge af overdosis af dårlig smag. Hvis jeg nogensinde bliver sådan, håber jeg, at min mand vil aflive mig.)

Men den pinlige sandhed er altså, at jeg bliver lidt flov over de ting, som ikke er på plads endnu. Og jeg vil så gerne have folk til at forstå, hvorfor vi faldt for huset og området og valgte at skippe vores trygge københavnertilværelse. Jeg vil så gerne have, at de har lyst til at komme igen (hvilket de sjovt nok ikke får, hvis jeg går rundt som en manisk bygherre og præsenterer luftkasteller). Det kan på en måde sammenlignes lidt med den følelse, man har, første gang vennerne skal møde ens kæreste. Man håber sådan, at de vil forelske sig bare en lille smule i ham.

Og det er unægteligt noget andet at eje end at leje. Det kan være svært at acceptere, at livet som husejer indebærer, at køleskabet eller fyret crasher lige netop der, hvor man havde 5 minutter til at gøre huset lidt indretningslækkert eller kysse på sin mand (eller havde plus på kontoen og planer om sjov i gaden.)

Det værste ved den kortslutning, der er opstået i min hjerne, er, at den ikke normaliseres, så snart et projekt er slut. Næ nej! For så snart stuen er færdig, hører jeg mig selv sige ting som: "Jeg hader vores køkken!" eller værre endnu "Vores gang er simpelthen frygtelig anonym. Man får jo ikke nogen oplevelse, når man træder ind af døren. Det er jo bare et skide transitionsrum!" SUK. Skal der nu også være oplevelsesøkonomi i gangen? Hvor skal hunden så sove? Tag lige en slapper, Moster Bo Bedre!

Og sandheden er jo, at ligesom med den nye kæreste, så er dine venner glade, hvis bare du er glad. (Ellers er de i hvert fald nogle skarn). Dine venner kommer for at se dig. Ikke din indkørsel eller flotte billedvæg med den rigtige blanding af grafisk plakatkunst og retro.

Det er i hvert det, jeg prøver at huske mig selv på, alt imens jeg booster oplevelsesøkonomien på gæstetoilettet.

Her er vi ved at støbe det som endte med at blive et 250 kg tungt betonbord til stuen. 

MUTTI HER HOLDER SOMMERPAUSE!

Beklager den rungende tavshed på blogfronten! Jeg har lige været oppe i min hjemstavns pragtfulde sommerlandskab til en omgang Musik i Lejet. Det er en af mine allerbedste sommertraditioner, og i år havde jeg en lille freeloader på slæb (det havde jeg faktisk også sidste år, men der var han lidt mere undercover!). 

Hvis du nogensinde overvejer, om du skal købe billet til Danmarks bedste festival, så skal jeg hermed gøre dig den tjeneste at fjerne al tvivl:

Men i dag røg armbåndet (ja, jeg sov med det på!) og det er tilbage til voksenlivets alvor. Skrives!

METTE BLOMSTERBERG-KOMPLEKSET

Mette Blomsterberg forfølger mig. Hun ånder mig tungt i nakken med en ånde, der helt sikkert dufter af skarpe pebermyntepastiller. Hendes hår er stramt og glat, hendes negle er altid perfekt manicurerede (hvis man er til det franske look). Mit hår er stort, uredt og krøllet, og mine negle er korte og oftest kamuflerede med en farverig neglelak (gerne med glimmer eller metallic-effekt). Fru Blomsterberg prædiker de voksnes dyder i et køkken. Hun emmer af kontrol og sirlighed. Hun måler muscovadosukkeret præcist af, sørger for at karamellen er præcis 170,5 grader varm. Chokoladen skal have den rigtige blankhed, det sande knæk. Jeg er stadig et barn i et køkken. Min veninde har engang sagt til mig, at hun beundrer min laissez-faire-tilgang til kogekunsten. Det er vist noget af en underdrivelse. Men Mettepigen og jeg har en ting til fælles: Vi ELSKER at lave desserter til gæster! Vores tilgange er bare lidt forskellige.

Jeg kan bruge dage på research-processen: Jeg læser kogebøger og sætter post-it-noter, jeg gemmer links til opskrifter fra livstilsmagasiner, fotograferer desserter i glitrede blade, pinner kageopskrifter fra blogs på Pinterest. Og når dagen for gæstebuddet nærmer sig, kommer opskrifterne igennem et udskillelsesforløb, der er hårdere end finalen i Paradise Hotel. Men der slutter min tjekkethed også. For nu vil følgende ting typisk gå galt:

1) Jeg glemmer at læse opskriften igennem, inden jeg starter og kommer i et tidsunderskud på mellem 3 timer og et halvt døgn.
2) Jeg læser opskriften, men vælger at ignorere tidsangivelser/vægtangivelser/alt jeg ikke selv anser som vigtigt.
3) Jeg gør mig umage det meste af tiden, men bliver først utålmodig og dernæst indebrændt på grænsen til rasende i slutspurten med fatale konsekvenser til følge.

Engang havde jeg lovet min veninde at tage hjemmebagte thebirkes med til vores lille brunch. Den garvede hjemmebager vil vide, at netop thebirkes er et særligt tidskrævende projekt, da wienerbrødsdej skal foldes det helt rigtige antal gange med den helt rigtige temperatur smør for ikke at blive til en slasket bolledej. Jeg valgte kun at læse op på bagetiden, inden jeg gik i gang og startede på projektet en halv time, inden jeg skulle af sted. Mit bidrag til brunchen blev en portion hundelortsformede smørdejsklumper sjusket strøet med birkesfrø og en times forsinkelse.

Til jul gik det ud over en ambitiøs opskrift på appelsinflødeboller med marcipanbund og drys af hjemmelavede brændte mandler. I opskriften stod, der at man skulle piske flødebollefyldet i mindst 8 minutter. Efter cirka 3 minutter begyndte jeg at kede mig og besluttede, at dem der skrev opskriften sikkert overdrev helt vildt. Og af uransagelige årsager kunne skummet lige pludselig ikke holde sig selv oppe. Det begyndte at flyde ud og faldt af, da jeg forsøgte at dyppe det i chokolade. I stedet valgte jeg at hælde chokoladen udover. Resultatet blev noget, der lignede en portion kollapsede lerhytter. Men velsmagende kollapsede lerhytter forstås.

I sidste uge gik det galt igen. Manden blev 39, og jeg havde uger forinden udvalgt den helt rigtige dessert. Et prægtigt tærteværk, der kombinerede hjemmelavet flødekaramel med chokoladefudge. Igen havde jeg dog undladt at læse opskriften igennem, og det kom som en enorm overraskelse, da jeg gang på gang stødte på følgende formulering: "Skal hvile minimum 3 timer på køl." Sammenlagt var jeg vel i et tidsunderskud på minimum 7 timer. Men nød lærer nøgen kvinde at træffe sine egne eksekutive beslutninger, og nu var den karamel da vist også lunken nok.
Resultatet beskriver jeg bedst med billeder.

Sådan skulle den have set ud:

sådan så den ud:

Flere af mine venner kalder mig Mette Blomsterberg. Jeg har på fornemmelsen at kælenavnet kan indeholde spor af ironi.

Her er et par af de bedste opskrifter på nettet:

• http://www.madogbolig.dk/Jul/Opskrifter/Minifloedeboller-med-braendte-mandler-og-appelsinskum.aspx
• http://www.madogbolig.dk/Opskrifter/Desserter%20og%20bagvaerk/Den%20laekreste%20chokolade%20karamel%20salttaerte.aspx
• http://cutecarbs.com/2012/07/hvid-chokoladebrownie-med-rabarber/

HOV, HVAD SKRIVER POLITIKEN?

Jeg har netop fået pushet den her spændende artikel, der handler om den stigende uvilje mod at blive voksen! Læs den lige http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2331602/evig-ungdom-til-hele-flokken/

Og tak til Eva Høvring Høeg for tippet!

Dagens anbefaling fra Voksentid

Hermed en lille hurtig hapser af en anbefaling:
Jeg har netop printet to billetter til "Romeo og Julie" på Skuespilhusets Store Scene, hvor den spiller til efteråret. Det har jeg gjort af følgende årsager:

1) Det er jo verdens største kærlighedshistorie!
2) Hovedrollerne indtages af to af Danmarks - efter min mening - bedste skuespillere lige nu. I rollen som Romeo har vi den dragende Thomas Hwan med det helt fantastiske skæve drengesmil, mens rollen som Julie spilles af helt suveræne Danica Curcic, som jeg er så heldig at kende i privaten og samtidig er kæmpe fan af!
3) Instruktøren er Elisa Kragerup. Siden jeg så hendes afgangsforestilling på Statens, har jeg været solgt. Alt hvad hun rører ved bliver guld. Så er det sagt. Hun kan iscenesætte store klassikere, så de bliver sanselige, skæve, opfindsomme og lårklaskende sjove. Fan fan fan! 

Glæder mig til en tur i mørket.

EN AF DE GAMLE

Det startede ellers så godt. Jeg var ude for at lave kortfilm og havde baby med på settet. En køn assistent først i tyverne kigger på mig og siger så de smukke ord: "Ej, hvor gammel er du egentlig? Er du ikke aaalt for ung til at have en baby?". 

HALLELUJA 
HALLELUJA 
HALLEEEELUJA! 

Bing, bing, bing - point ind på selvtillidskontoen! 

Men glæden var kort, for derfra blev jeg jagtet af tegn på min fremskredne alder...

For et par dage siden kørte manden og babyen og skodaen og jeg et smut forbi Roskilde Festivalen - bare for lige at indsnuse lidt af stemningen. Den slags kan man nemlig få desperat brug for, når det man ellers indsnuser mest er lortebleer og gammel mælk (ens egen. På blusen.) Vi kørte hele vejen ned til drop off-point og tog en runde der, bare for at komme så tæt på de eksotiske lunkne øl og buldrende højtalere som muligt. Imens jokede vi med, at vi jo lige så godt kunne sætte babyen af med det samme. Vi gav ham gode råd om at huske kondomer og ikke blande øl og spiritus. Og selvom vi lavede sjov, kunne jeg alligevel mærke den snigende alvor i, at det rent faktisk kommer til at ske. Vi er snart den næste generation festival-forældre. Yikes. 

Det næste knytnævestød blev leveret af studentervognene. Hvert år på den her tid plejer jeg at blive ramt af en kaskade af nostalgi, der gør, at jeg bliver nødt til at kigge væk, så de festende hue-kids ikke ser mine blanke øjne. (Ikke at de alligevel kan se noget ud af deres ditto.). Men i år var anderledes. I år var det pludselig kommet så meget på afstand, at jeg kunne standse op, vinke overskudsagtigt, mens jeg så ungdommen i deres i alt for blanke øjne og endda "hø hø'ede" lidt af de kække bannere. I år var tiårsjubilæet for min egen hue. Og lige meget hvor meget jeg prøvede at fremkalde fornemmelsen af tidlige sommermorgener med hyld i luften og sambucca i leveren, så kom der ingen tårer. Jeg var kommet videre. Blevet en af de gamle. (Dog ikke gamlere end at jeg stadig kunne vrisse "Nej, den er så ej! Den er rød!!!", når nogen formastede sig til at synge: "Der er kun en rigtig hue, den er blå!".)

Som om det ikke var nok, gik det pludselig op for mig, at jeg var minimum - jeg gentager - MINIMUM 10 år ældre end de ældste af mine medshoppister, da jeg ransagede tilbudsbøjlerne i Monki. Pludselig følte jeg, at jeg blev opslugt af tandbøjler, dårlig hud og urimeligt tynde lår og blev i grusom tvivl, om jeg overhovedet kunne tillade mig at gå i det tøjmærke længere. Klam af sved smed jeg en oversize t-shirt med neonprint af en babytapir fra mig (seriøst. Det var sådan en jeg havde i hænderne. Jeg elsker tapirer), og løb ud på gaden for at få luft.

Og ikke engang i boghandelen fik jeg fred. På tilbud stod børnebogen: "Mor skal have en baby!", og der på forsidetegningen flød en bulet dame ud i sofaen. Og det var jo mig!!! Jeg var ikke hende den sjove kusine eller den funky storesøster. Jeg var MODEREN. Den bulede, trætte og lettere formanende mor med rander under øjnene. ARGH! 

Og endelig kom hybris med sit final knockout: Jeg modtog manus til en anden kortfilm, jeg skal lave om et par uger. Oprindeligt var jeg til casting på en rolle som 25-årig ung og vild, men endte med en mere fornuftig og moden rolle. Og da jeg gennemlæste den sidste gennemskrivning af manus, var karakterens alder pludselig fastsat til at være 35 år. Og det var altså sket efter rollen blev min. BUM. Jeg er altså sådan en 35-årig mor-type at se på. Lige der gik jeg officielt fra ungpigerollerne til morrollerne.

Jeg kunne næsten høre Nemesis hviske: "Nu er du nok ikke så kæk fru "ser-for-ung-ud-til-at-være-nogens-mor-bloggertype"!".  

Hvad fanden havde jeg også regnet med, når der ligger en bog med den her titel på mit bord derhjemme?

EN SYRISK NAT

Togturen hjem fra mødet havde været fuld af skæve eksistenser. En dame med lange skægstubbe, der skubbede en dukke i sin slidte barnevogn. En flok bøver, der drak dåseøl og bøvsede højt. Og så stod den lille kvinde pludselig der på stationen og spurgte efter et sted, der hed Avnstrup. Hun var tynd og mørkhåret og omkring min alder, og hendes engelsk var med en tyk accent. Hverken min mand eller jeg havde nogen idé om, hvor Avnstrup lå, men vi kunne se på rejseplanen, at hun havde misset den sidste bus, og at den næste først ville køre klokken 6 om morgenen. 

"How expensive do you think taxi?", spurgte hun. 

Vi svarede at det nok ville blive mindst en 200-300 kr.

 "Oh, that is all I have. I am going to camp." 

Og pludselig forstod vi, at hun skulle tilbage til Avnstrup asylcenter, og ikke på campingtur. 

Vi så på hinanden og nikkede. Egentlig var klokken alt, alt for mange. Jeg havde babyen under armen, og han var først lige faldet i søvn, og manden skulle tidligt op at arbejde. 

"We can give you a ride. Jump in." 

Vi kørte gennem den mørke sommernat, og hun fortalte, at hun var flygtning fra Syrien. Hun arbejdede som skolelærer ("not English", lo hun undskyldende), og det samme gjorde hendes mand, indtil de ville tvinge ham ind i hæren 

"To kill people. Relatives and friends." 

De ville hugge hendes hænder af, hvis hun beskyttede sin mand. Mindst. Så hun måtte flygte. Og efterlod to små børn i Syrien. 

"We get 700 kr. every month and I use all of them to call my children. I miss them", fortalte hun med store tårer i øjnene. 

"It must be very hard.", svarede vi og havde ingen idé om, præcis hvor very hard det måtte være. Her sad vi med vores smartphones og vores kornfede baby på bagsædet. You know nothing, Jon Snow. 

Alt for tit orker mit forkælede skandinaviske hoved ikke at forholde sig til alle de uoverskuelige konflikter rundt om i verden. Jeg kan lige klare en underskriftindsamling på nettet mod Putins antihomolov eller at like et billede af en kvinde, der gør oprør mod ordensmagten i Tyrkiet. Men når jeg læser avis, går jeg direkte efter kultursektionen. Væk mig klokken tre om natten (eller nej, vær sød at lade være. Babyen gør allerede sit for at spolere min nattero) og spørg mig, hvor mange stjerner Lana Del Reys nye album har fået i Soundvenue. Men jeg prioriterer at se et afsnit af Orange is the new Black højere end at sætte mig ind i verdenskonflikterne, når jeg har husmoderens 5 minutter.

Da vi satte kvinden af ved asylcenteret, og hun takkende havde taget afsked, blev jeg ramt af min sædvanlige udlængsel. Turen havde mindet mig om alle de gange venlige fremmede har reddet min røv en sen nat et øde sted på en eksotisk destination. Men de søde drømme havde en besk bismag. For nok havde vi fået os et lille eksotisk mandagseventyr, men for denne kvinde var det hendes liv. Og at strande i en træt stationsby var nok ikke hendes største udfordring. 

Min største udfordring i dag var at få mit apple-tv til at virke, så jeg kunne se endnu et afsnit af OITNB. Sådan er det også at blive voksen.

FÅ DIG EN HOBBY!

Den opstod bare lige pludselig, den der mærkelige hvide løgn.
"Jeg maler!", sagde jeg. 
"Dejligt!", svarede sundhedsplejersken. "Kan du så ikke prøve at sætte dig som mål at male bare en lille bitte smule på dit maleri hver dag?". 
Jeg nikkede smilende. Jo, det var en god plan. Bortset fra at jeg ikke har malet nogle billeder, siden jeg havde billedkunst i folkeskolen. Jeg havde ellers lige klaget min nød til sundhedsplejersken: Efter at jeg var startet på barsel, savnede jeg alle mine projekter, og vi skulle sammen finde på en plan for, hvordan jeg kunne nå andet end "bare" projekt-vær-den-bedst-mulige-mutti. Og så var det hun spurgte mig, hvad jeg plejede at lave, før jeg blev mor. 
"Projekter!", var mit pompøse svar. Hun bad mig om at uddybe. "Kreative projekter.", svarede jeg lige så tåget. "Som hvad?", spurgte hun. Og der var det, at det brast ud af munden på mig. Og det var jo ikke helt løgn. Jeg havde for eksempel malet et puslebord og nogle legekasser til barneværelset, mens jeg ventede på at poppe og var så tung, at jeg ikke kunne meget andet end at se serier og spise Nutella. Men hun tolkede det, som om jeg malede. Kunstmalede. Og jeg undlod at rette hendes vildfarelse. Måske fordi jeg lige pludselig midt i al baby-halløjet slet ikke kunne komme i tanke om, hvad mine hobby plejede at være? Og det lød da også meget flot. Jeg gad da godt være sådan en der malede K-Å-N-S-T.

Når vi er børn bliver vi udsat for så mange sjove ting: Vi går til en masse sport, vi bliver sat til at læse en masse bøger, vi laver ler, syr, laver køkkenrulleholdere, spiller claves og så videre. Noget af det hader vi som pesten, mens andre ting bliver deciderede hobbyer. Men når vi så bliver voksne, så får vi færre og færre hobbyer. Arbejdet fylder og familien. Og fornuften! For hvad kan vi BRUGE det til? Kan vi tjene penge på det? Gør det os slanke? Booster det vores cv? 

Hvad laver I, når I har fri? Hvad er jeres hobby? Den snak har jeg haft med flere venner. For jo jo, man kan jo altid se den nyeste sæson af GOT eller tage ned at træne, men flere jeg har snakket med savner at have en decideret hobby. 
Mine veninder overvejede at starte med at cykle landevejscykling sammen. Jeg kender også en, der har en kreaklub, hvor de - helt formningsagtigt - mødes og laver masker og den slags. En anden af mine venner har hyret en teenage-musiker, som skal lære ham at spille på trommesæt. 
Men hvorfor er det så svært at få gjort den slags som voksen? 

For nylig så jeg en side i et magasin, som opfordrede læseren til at lære noget nyt, og pludselig fik jeg lyst til at prøve det hele. Jeg ville både lære at klatre, lave keramik og at sy mit eget tøj. 

Når jeg ikke er på barsel, er jeg så heldig, at jeg arbejder med min hobby. Jeg får penge for at spille skuespil. Men hvad nu, hvis jeg skifter karriere en dag? Hvor skal jeg så spille skuespil? Jeg kan jo ikke spille alene. Eller jo det kan jeg, men mon ikke babyen og hunden bliver rimeligt trætte efter den tiende Shakespeare-monolog? Og når nu man har været professionel, kan man vel heller ikke gå ned i det nærmeste forsamlingshus og melde sig til audition på den lokale udgave af "My Fair Lady"? (Og det er sagt med AL respekt for lokale amatørteatre). Jeg har også tit lyst til at gøre mere ved sangen og dansen (engang fik jeg undervisning i opera!!!), men hvor finder man ligesindede legekammerater på ens egen alder, som ikke allerede er blevet pro eller har lagt det på hylden? 
Og min voksenhjerne vil så gerne have et MÅL med det. Kan jeg tjene penge på at lave en lille koncert? Eller...uh! Jeg kan jo altid skrive det på cv'et! 

Dagens anbefaling fra Voksentid

Imens jeg brainstormer på dagens emne, får I lige mit bud på en god regnvejrsdag.

Først og fremmest: Lav en god og simpel kop chai. Ikke en på sirup. Heller ikke en på pulver. The (almost) real McCoy:

• 3 tsk. af denne her the (Jeg har kun fundet den i Søstrene Grene):

• 1 stor kop mælk
• 2,5-3 tsk. rørsukker (Ja, det er ikke en slankeopskrift, men sukkeret fremhæver krydderierne, så gør det nu bare.)

Lad det hele småkoge, indtil der er skind på, og farven er lysebrun. Si det hele over i en kop. 

Enjoy. I know I do.

Med den dampende kop chai i hånden kan du kaste dig over vækstlaget i dansk films mere eller mindre uopdagede talenter. Der er nemlig masser af kortfilmsguf at hente her: http://www.ekkofilm.dk/shortlist/

På filmmagasinet Ekkos hjemmeside har der i over et år kørt en online kortfilmskonkurrence, og via linket kan man se alle filmene på den aktuelle hitliste, men også de tidligere kombettanter. Mine favoritter er blandt andet: Lækre til vi dør, Daimi, Ladyboy, Vilddyr, Bewilderbeast, Braget og Sidste weekend, men find dine egne. Der bliver taget masser af chancer og der er rigtig, rigtig meget godt skuespil!

SÅDAN SLAPPER VOKSNE AF

Normalt er jeg en kvinde af ord. Men i dag har jeg valgt at spare på dem. I dag har jeg trukket stikket ud. Sådan slapper voksne af (ps. jeg lover snart at skrive noget nyt):

I DAG ER DET HEIDIS FØDSELSDAG!

I dag er det Heidis fødselsdag, hurra hurra hurraaaa! 

Jeg er et kæmpe pattebarn, når det kommer til fødselsdage. Især min egen. I min familie har man altid gået meget op i fødselsdage. Både sin egen og de andres. Fødselsdage skal fejres, som var det den sidste nogensinde. Fødselaren skal vækkes med fødselsdagssang, og dem som ikke er til stede under dette ritual skal ringe og synge fødselsdagssang i telefonen, så snart de har en ledig stund. Når man har fødselsdag, skal man have alle sine livretter, og man SKAL drikke varm kakao med flødeskum - også når man har fødselsdag om sommeren, og det er 29 grader i skyggen.
I min familie er din fødselsdag = DIN hyldestdag. Og det er ligegyldigt hvor gammel man bliver. Da jeg var barn tegnede jeg hvert år min egen kalender (af den slags, hvor man vender en ny side hver dag). Og så snart der var en måned til min fødselsdag, kunne nedtællingen begynde: "Neeeej! En glad hest og kun 28 dage til min fødseldag. Neeej! En glad bæver og kun 14 dage til min fødselsdag! Neeej! En glad hval og kun 3 dage til min fødselsdag!". Jo, jeg var glad for fødselsdage. Og for dyr. Glade dyr.  
Denne religiøse dyrkelse af fødselsdage har sat dybe spor i mig. Jeg elsker stadig at have fødselsdag. 

I år begyndte jeg at tjekke fødselsdagshilsner på Facebook, så snart klokken blev over midnat. Og heldigvis var jeg oppe at amme et par gange, så jeg kunne holde mig opdateret hele natten. Jeg tjekkede også vejrudsigten. De bedste fødselsdage er nemlig dem med sol.
Heldigvis har min mand forstået min sygelige besættelse af fødselsdage. Og jeg tror faktisk, at han er begyndt at holde af den måde, hvorpå traditionerne bliver holdt i hævd i min familie. Der skal fejres, hvad fejres kan!
 Derfor fik jeg også fødselsdagssang i nat, jeg vågnede op til en overdådigt udsmykket fødselsdagsstue med masser af gaver, og der stod pandekagedej klar i køleskabet, så jeg kunne lave pandekager til morgenmad, når nu han var på arbejde. Og så fejrede jeg mig ellers: Jeg sang fødselsdagssang for mig selv i sengen, spiste 6 pandekager til morgenmad, pakkede gaver op, læste fødselsdagskort, lavede hjemmelavet chai, snakkede i telfon med tanter og veninder og dansede til Michael Jacksons nye album. Senere kom mine forældre forbi, og min mand kom hjem, og vi drak selvfølgelig varm kakao med flødeskum i solen og spiste Sarah Bernard-kager. Ren fødselsdagslykke.

Og på søndag holder jeg endnu en fødselsdag - fordi jeg kan!

Bagsiden af medaljen ved at være så vild med at have fødseldag er, at jeg kan blive lige så skuffet som et lille barn, hvis nogen glemmer min fødselsdag. Og det er ved gud ikke særligt voksent. Men jeg synes stadig, det er ok at elske at have fødselsdag, når man bare man husker at fejre andre også! Hurraaaaaaa!

Dagens anbefaling fra Voksentid

Min bror har drillet mig med, at mine anbefalinger er i øst og vest, og det er på ingen måde forkert. Jeg elsker bare at anbefale ting - også ude i den virkelige verden. Det er ingen af mine anbefalinger, der er sponsorerede, så det er 100% udelt og ægte begejstring, der ligger bag.

Nu kommer turen så til Living Yolates, hvor jeg har trænet de sidste to år. 

Tjek det ud her http://mikimiki.dk/

Jeg elsker yoga, men synes, at der er alt for mange kedelige og dårlige yogaundervisere derude i Namesté-land.

 Jeg elsker elsker elsker også at danse, men har meget svært ved de dansehold, der findes i fitness-centre (det er jo ikke dans!). 

Og min krop elsker pilates, men også på den front har jeg haft svært ved at finde nogen, som kunne gøre de stillestående øvelser interessante for yours truly (aka. bimmerbarnet, der synes ting skal være vildere, højere, hurtigere).

Mikala der har Living Yolates er ganske enkelt en FANTASTISK underviser, der har lavet sin egen træningsform, Yolates. Med Mikala er træning en fest - ikke bare i overført betydning. Det er fandeme ligesom at feste på en hverdag, og hun gør en i verdens bedste humør!

Det må vel være et kvalitetstegn i sig selv, at jeg gerne kører 1 time i bil for stadig at træne der, frem for at finde et nyt sted lige rundt om hjørnet. 

Og det er meget effektivt. I går var jeg til træning for første gang, efter jeg havde født, og det var så hårdt, at jeg måtte spise en confit de canard-sandwich i Torvehallerne (en anden anbefaling!) og sove 1,5 time på sofaen bagefter.

INDEN JEG BLIVER 30, VIL JEG...

Jeg har to dage dage tilbage som 28-årig. Eller mere præcist 26 timer. Når de 26 timer er gået, har jeg officielt 365 dage tilbage i 20'erne.

Jeg kan huske dengang jeg fyldte 20. Det føltes meget voksent og ansvarligt at forlade teenageårene. Jeg var kommet hjem fra min lange dannelsesrejse i latinamerika få dage inden og var solbrændt og selvsikker og verdenskvinde. (Den slags verdenskvinde, der stadig boede hjemme hos sine forældre og havde et perlegardin med pink plastikhjerter på sit værelse). 

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være - mest af alt, havde jeg bare lyst til at rejse afsted igen med det samme. Måske åbne en café i Mexico med Fernando. El Waffeljern, skulle den hedde (det er seriøst ikke noget, jeg finder på! Ama'r.) En af mine venners fornuftige forældre fik dog guidet mig i retning af universitetet, og jeg startede samme år.

Fra jeg blev 20 til i dag er der blandt andet sket følgende:

• Jeg flyttede hjemmefra og til København
• Jeg har taget en bachelor.
• Jeg tog chancen og fik min drømmeuddannelse som skuespiller
• Jeg har haft mit eget børneteater
• Jeg har boet i hvert fald 6 forskellige steder
• Jeg er blevet friet til på toppen af en vulkan
• Jeg har været undertøjsmodel i et Fakta-katalog (den skal med, for det er noget af det mest fjollede, der er sket)
• Jeg er blevet gift med den mand jeg havde et kæmpe crush på som 16-årig
• Og jeg har lavet et lille nyt menneske med to arme og to ben (og indtil videre ingen synlige defekter)

Det, og så alt mulig andet.

Da jeg var yngre fik jeg tit aldersstress. Når jeg læste om en eller anden skuespiller eller popsanger, som var blevet opdaget som 13-årig og vandt priser som 16-årig, så følte jeg et tungt pres hvile på mine skuldre. For hvad havde jeg bedrevet? Nu er løbet ligesom kørt. Jeg er allerede alt for gammel til at blive popstjerne (selvom jeg da var til en audition på popstars i 2001), og med mindre jeg går efter at blive verdens yngste (og mest overraskende) præsident, kan jeg vist godt glemme at imponere nogen.

Da vi flyttede fandt jeg en bucket list, som min mand og jeg lavede, lige da vi var begyndt at date for 6 år siden. Den var fyldt med forelskelse og drømme, men til min store overraskelse opdagede jeg, at vi faktisk havde opnået en masse af vores drømme. Ting som dengang virkede helt uopnåelige. Ting som var skrevet ned i kådhed og glemt igen. Det er da skide smukt!

Så nu vil jeg lave en bucket list for, hvad jeg vil nå, inden jeg bliver 30.

Jeg vil:

• Dykke med hajer
• Skrive et speciale
• Lære at twerke, mens jeg står på hovedet 
• Give min søn humoristisk sans
• Have en stor filmrolle
• Rejse til Madagascar

(...)

Og hvad med jer? Hvad vil I? Kom med jeres bud i kommentarfeltet...

BITCHES PÅ P4

"Nå for sørensen! Det er altså en ny måde at danse på! Twerk siger du". 

Jeg er på besøg hos mine forældre og som altid kører P4 nonstop i baggrunden. Den ultimative voksenradiokanal. Og værten har netop lært et nyt ord. Twerk. Nå for sørensen. Et smukt kulturmøde på tværs af generationer.

Der er noget, der altid har undret mig ved P4: Det er, som om de spiller al den samme musik som P3 - bare et par måneder forsinket. Det skulle jo helst ikke være alt for moderne. Og her til morgen gnækker jeg næsten så meget, at jeg får rundstykket* (*Mit rundstykke er selvfølgelig det klassiske voksensæt: ost med syltetøj) galt i halsen, da jeg hører, hvad de spiller. "Bitches with ambitions. Get down in positions." lyder det med honningrøst på pænhedens kanal. Og klokken er ikke engang 9. Gad vide, om de overhovedet forstår teksten, redaktionen på P4? "Bitches. Det er altså en ny måde at sige kællinger på? Nå for sørensen!".

Hør dagens oldie her: https://www.youtube.com/watch?v=lUmHGZuS4f4