FARVEL KØBENHAVN, GODDAG LANDLIV

Før jeg begynder på dagens indlæg, vil jeg lige sige tak til alle jer, der læste med på de to første indlæg! Tusinde tak for alle de søde ord og særligt tak til de to første som dristede sig til at skrive en kommentar. Det får mig til at føle mig som en rigtig blogger! Det var dagens Oscarstale. Nu til det alvorlige.

Når jeg går tur med barnevognen er der mere Morten Korch-idyl end hipsterliv.  

Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan og hvornår vi fandt på, at vi gerne ville flytte ud af København. Men det var en ret logisk konsekvens af at bo på 45 kvm i et råddent kvarter på Amager med en alt for stor hund, der gøede konstant, skiftende underboer, der enten skændtes på fransk (ellers eksotisk nok!), kommenterede på min sangstemme, eller sendte halvanonyme klagebreve (hunden, igen!).
Det var også længslen efter en have med selvforsyning af rabarber og grønkål (alt andet end lejlighedens gård, hvor mærkelige mænd enten kom med ægteskabstilbud eller truede mig med rockere - jep, hunden igen!). 
Langsomt sneg der en fornemmelse ind på os begge af at blive kvalt. Kvalt af for meget trafik og for mange mennesker på for lidt plads. 
Men lad mig nu lige slå en ting fast, inden du dømmer mig alt for hårdt: Jeg har ELSKET København i de næsten 10 år, jeg boede der. Og jeg ELSKER stadig København. Jeg havde bare ikke lyst til at bo der længere. 

Og selvom jeg kan savne at sidde ved Torvehallerne på en solskinsdag med en sukkerbombe af en chailatte i hånden, og selvom de lokale pizzarier ikke har hvide pizzaer (det er ikke en racistisk pizza, men en pizza med mascarpone i stedet for tomatsovs). Og selvom jeg højst sandsynligt ikke kan komme til Gannis lagersalg på Nørrebro i morgen, så ELSKER jeg altså også mit nye liv på landet. 

Og så var det et vægtigt kriterium, da vi købte huset, at det tager 32 min. med toget til København og Meyers brownies med hvid chokolade og lakrids.

Men altså, da vi første gang luftede idéen om at forlade København, lød der et ramaskrig i vores vennegruppe, og der blevet manet det ene skræmmebillede op efter det andet: 

1. Vi ville ALDRIG mere få besøg. Hvis vi flyttede ville vi KUN have hinanden og X-factor at varme os ved. 
2. Vi ville kun købe tøj i Aldi og Harald Nyborg. 
3. Vi ville blive to kulturløse sofakartofler uden andet at gå op i end perlegruset i indkørslen og youtube-videoer med dansende katte. Hvis man da kunne få net derude på landet. Gys!

Nu har vi boet her siden februar. Nettet ER pivringe, ja. Og vi har perlegrus i indkørslen, gys. Til gengæld føles det som om vi er i sommerhus hver dag. Hver eneste fucking dag. Og der er masser af besøg. Flere end da vi boede på Amager. For i modsætning til der er det faktisk hyggeligt og lidt eksotisk at komme på besøg. Og folk herude er søde og smiler og kigger en i øjnene, når de siger hej. Og selvom min indre bybo er ved at kløjes i al den mangel på intimsfære, så lærer jeg langsomt selv at se folk i øjnene, løfte hånden til hilsen og - chok - smile til en fremmed. Og når jeg er i København, så bliver jeg mindet om, hvor skøn byen er. For det er den også.
Jeg bliver stadig tit spurgt, om jeg ikke er EEEENSOM derude på landet, hvor jeg fordriver min barsel. Ikke mere end jeg ville være i lejligheden på Amager. For man kan altså godt bo andre steder end København. Selvom her ikke er hvide pizzaer.