onsdag den 30. juli 2014

TAG LIGE EN SLAPPER, MOSTER BO BEDRE!

Der er sket noget i mig, efter jeg har fået mit eget hus. Det er, som om jeg har fået en lille kortslutning i hjernen. En kortslutning, der får mig til at fremvise ting, der ikke er der. En kortslutning, som får mig til at sige ting til vores gæster som: "Sådan her skal køkkenet selvfølgelig ikke se ud, vores plan er blablabla og sætte blablablabla fliser op!" eller "Vi drømmer jo om at mure facaden op/sætte brædder på/male det i noget andet end den her hæslige blabla farve!" eller "Ja, børneværelset er jo ikke færdig endnu. Det beklager jeg. Det er altså lidt af en rodebunke!"
AND SO FUCKING WHAT?!! 
Babyen er kun knap 5 måneder, og han er jo fuldkommen ligeglad. Han vil skide på, om jeg har fået tapetseret væggen med grafisk mønster. Det eneste, hr. Flødeskæg går op i, er, at der er lettest mulig adgang til mælkebaren. Og alle de fixe idéer jeg havde om, at han ville elske at lege med æstetisk tilfredsstillende legetøj i pastel og nordisk birk, har jeg også måttet kassere. Babyer kan lide bling og primærfarver. Og det skal de have lov til. (Sidehistorie: Jeg læste en artikel i et boligblad om en indretningsbesat mor, som havde forbudt sin 11-årige datter at have plakater med One Direction PÅ SIT EGET VÆRELSE!!! Så længe pigebarnet boede under hendes tag, så skulle der antikke sommerfuglebilleder på væggen. For tænk nu, hvis gæsterne kiggede ind. De ville jo falde døde om, som følge af overdosis af dårlig smag. Hvis jeg nogensinde bliver sådan, håber jeg, at min mand vil aflive mig.)

Men den pinlige sandhed er altså, at jeg bliver lidt flov over de ting, som ikke er på plads endnu. Og jeg vil så gerne have folk til at forstå, hvorfor vi faldt for huset og området og valgte at skippe vores trygge københavnertilværelse. Jeg vil så gerne have, at de har lyst til at komme igen (hvilket de sjovt nok ikke får, hvis jeg går rundt som en manisk bygherre og præsenterer luftkasteller). Det kan på en måde sammenlignes lidt med den følelse, man har, første gang vennerne skal møde ens kæreste. Man håber sådan, at de vil forelske sig bare en lille smule i ham.

Og det er unægteligt noget andet at eje end at leje. Det kan være svært at acceptere, at livet som husejer indebærer, at køleskabet eller fyret crasher lige netop der, hvor man havde 5 minutter til at gøre huset lidt indretningslækkert eller kysse på sin mand (eller havde plus på kontoen og planer om sjov i gaden.)

Det værste ved den kortslutning, der er opstået i min hjerne, er, at den ikke normaliseres, så snart et projekt er slut. Næ nej! For så snart stuen er færdig, hører jeg mig selv sige ting som: "Jeg hader vores køkken!" eller værre endnu "Vores gang er simpelthen frygtelig anonym. Man får jo ikke nogen oplevelse, når man træder ind af døren. Det er jo bare et skide transitionsrum!" SUK. Skal der nu også være oplevelsesøkonomi i gangen? Hvor skal hunden så sove? Tag lige en slapper, Moster Bo Bedre!

Og sandheden er jo, at ligesom med den nye kæreste, så er dine venner glade, hvis bare du er glad. (Ellers er de i hvert fald nogle skarn). Dine venner kommer for at se dig. Ikke din indkørsel eller flotte billedvæg med den rigtige blanding af grafisk plakatkunst og retro.

Det er i hvert det, jeg prøver at huske mig selv på, alt imens jeg booster oplevelsesøkonomien på gæstetoilettet.
Her er vi ved at støbe det som endte med at blive et 250 kg tungt betonbord til stuen. 

4 kommentarer:

  1. Lige præcis de undskyldninger kan jeg genkende mig selv sige, når vi har gæster! Vi har boet i vores lejlighed i to år, og der mangler en hel del for at gøre den lækker, men vi kommer meget hurtigt til at prioritere tid med vennerne og andre ting i stedet for at købe interiør eller lege handyman i weekenderne. Og når vi så har gæster kommer jeg med evindelige dårlige jokes "Ja vi har jo også KUN boet her i to år, høhøhø!!" og "Vi skal selvfølgelig have en masse lækre illustrationer på væggene og børneværelserne trænger VIRKELIG til en kærlig hånd og BLA BLA BLA!!!" Du har fuldstændig ret- so fucking what... så længe vi er glade og bor her hvor vi har drømt om at vores børn skal vokse op, så er der jo en hel livstid til alt det andet. Men mer´vil ha´mer´

    Tak for et rigtig godt indlæg :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste! Og ja, det er jo virkelig first world problems:-) Kan huske, da jeg som barn undrede mig over, at min mor gik så meget op i at rydde op, når vi fik gæster. "Skal de ikke se, hvordan vi virkelig bor? De kender os jo godt.", tænkte jeg. Og vupti flash forward til 2014 og mig, der okser rundt og gør klar til gæster.

      Slet
  2. Juhuu nyt indlæg. Er selv lige flyttet i ny lejlighed, så måske jeg kan trække på din erfaring og lade være med at undskylde alle de indretningsprojekter der med garanti vil tage laaaang tid (læs aldrig) at føre ud i livet ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha! Ja, nyd nu det der er i stedet:-) Og hvor dejligt, at du læser med!

      Slet