EN AF DE GAMLE

Det startede ellers så godt. Jeg var ude for at lave kortfilm og havde baby med på settet. En køn assistent først i tyverne kigger på mig og siger så de smukke ord: "Ej, hvor gammel er du egentlig? Er du ikke aaalt for ung til at have en baby?". 

HALLELUJA 
HALLELUJA 
HALLEEEELUJA! 

Bing, bing, bing - point ind på selvtillidskontoen! 

Men glæden var kort, for derfra blev jeg jagtet af tegn på min fremskredne alder...

For et par dage siden kørte manden og babyen og skodaen og jeg et smut forbi Roskilde Festivalen - bare for lige at indsnuse lidt af stemningen. Den slags kan man nemlig få desperat brug for, når det man ellers indsnuser mest er lortebleer og gammel mælk (ens egen. På blusen.) Vi kørte hele vejen ned til drop off-point og tog en runde der, bare for at komme så tæt på de eksotiske lunkne øl og buldrende højtalere som muligt. Imens jokede vi med, at vi jo lige så godt kunne sætte babyen af med det samme. Vi gav ham gode råd om at huske kondomer og ikke blande øl og spiritus. Og selvom vi lavede sjov, kunne jeg alligevel mærke den snigende alvor i, at det rent faktisk kommer til at ske. Vi er snart den næste generation festival-forældre. Yikes. 

Det næste knytnævestød blev leveret af studentervognene. Hvert år på den her tid plejer jeg at blive ramt af en kaskade af nostalgi, der gør, at jeg bliver nødt til at kigge væk, så de festende hue-kids ikke ser mine blanke øjne. (Ikke at de alligevel kan se noget ud af deres ditto.). Men i år var anderledes. I år var det pludselig kommet så meget på afstand, at jeg kunne standse op, vinke overskudsagtigt, mens jeg så ungdommen i deres i alt for blanke øjne og endda "hø hø'ede" lidt af de kække bannere. I år var tiårsjubilæet for min egen hue. Og lige meget hvor meget jeg prøvede at fremkalde fornemmelsen af tidlige sommermorgener med hyld i luften og sambucca i leveren, så kom der ingen tårer. Jeg var kommet videre. Blevet en af de gamle. (Dog ikke gamlere end at jeg stadig kunne vrisse "Nej, den er så ej! Den er rød!!!", når nogen formastede sig til at synge: "Der er kun en rigtig hue, den er blå!".)

Som om det ikke var nok, gik det pludselig op for mig, at jeg var minimum - jeg gentager - MINIMUM 10 år ældre end de ældste af mine medshoppister, da jeg ransagede tilbudsbøjlerne i Monki. Pludselig følte jeg, at jeg blev opslugt af tandbøjler, dårlig hud og urimeligt tynde lår og blev i grusom tvivl, om jeg overhovedet kunne tillade mig at gå i det tøjmærke længere. Klam af sved smed jeg en oversize t-shirt med neonprint af en babytapir fra mig (seriøst. Det var sådan en jeg havde i hænderne. Jeg elsker tapirer), og løb ud på gaden for at få luft.

Og ikke engang i boghandelen fik jeg fred. På tilbud stod børnebogen: "Mor skal have en baby!", og der på forsidetegningen flød en bulet dame ud i sofaen. Og det var jo mig!!! Jeg var ikke hende den sjove kusine eller den funky storesøster. Jeg var MODEREN. Den bulede, trætte og lettere formanende mor med rander under øjnene. ARGH! 

Og endelig kom hybris med sit final knockout: Jeg modtog manus til en anden kortfilm, jeg skal lave om et par uger. Oprindeligt var jeg til casting på en rolle som 25-årig ung og vild, men endte med en mere fornuftig og moden rolle. Og da jeg gennemlæste den sidste gennemskrivning af manus, var karakterens alder pludselig fastsat til at være 35 år. Og det var altså sket efter rollen blev min. BUM. Jeg er altså sådan en 35-årig mor-type at se på. Lige der gik jeg officielt fra ungpigerollerne til morrollerne.

Jeg kunne næsten høre Nemesis hviske: "Nu er du nok ikke så kæk fru "ser-for-ung-ud-til-at-være-nogens-mor-bloggertype"!".  

Hvad fanden havde jeg også regnet med, når der ligger en bog med den her titel på mit bord derhjemme?

EN SYRISK NAT

Togturen hjem fra mødet havde været fuld af skæve eksistenser. En dame med lange skægstubbe, der skubbede en dukke i sin slidte barnevogn. En flok bøver, der drak dåseøl og bøvsede højt. Og så stod den lille kvinde pludselig der på stationen og spurgte efter et sted, der hed Avnstrup. Hun var tynd og mørkhåret og omkring min alder, og hendes engelsk var med en tyk accent. Hverken min mand eller jeg havde nogen idé om, hvor Avnstrup lå, men vi kunne se på rejseplanen, at hun havde misset den sidste bus, og at den næste først ville køre klokken 6 om morgenen. 

"How expensive do you think taxi?", spurgte hun. 

Vi svarede at det nok ville blive mindst en 200-300 kr.

 "Oh, that is all I have. I am going to camp." 

Og pludselig forstod vi, at hun skulle tilbage til Avnstrup asylcenter, og ikke på campingtur. 

Vi så på hinanden og nikkede. Egentlig var klokken alt, alt for mange. Jeg havde babyen under armen, og han var først lige faldet i søvn, og manden skulle tidligt op at arbejde. 

"We can give you a ride. Jump in." 

Vi kørte gennem den mørke sommernat, og hun fortalte, at hun var flygtning fra Syrien. Hun arbejdede som skolelærer ("not English", lo hun undskyldende), og det samme gjorde hendes mand, indtil de ville tvinge ham ind i hæren 

"To kill people. Relatives and friends." 

De ville hugge hendes hænder af, hvis hun beskyttede sin mand. Mindst. Så hun måtte flygte. Og efterlod to små børn i Syrien. 

"We get 700 kr. every month and I use all of them to call my children. I miss them", fortalte hun med store tårer i øjnene. 

"It must be very hard.", svarede vi og havde ingen idé om, præcis hvor very hard det måtte være. Her sad vi med vores smartphones og vores kornfede baby på bagsædet. You know nothing, Jon Snow. 

Alt for tit orker mit forkælede skandinaviske hoved ikke at forholde sig til alle de uoverskuelige konflikter rundt om i verden. Jeg kan lige klare en underskriftindsamling på nettet mod Putins antihomolov eller at like et billede af en kvinde, der gør oprør mod ordensmagten i Tyrkiet. Men når jeg læser avis, går jeg direkte efter kultursektionen. Væk mig klokken tre om natten (eller nej, vær sød at lade være. Babyen gør allerede sit for at spolere min nattero) og spørg mig, hvor mange stjerner Lana Del Reys nye album har fået i Soundvenue. Men jeg prioriterer at se et afsnit af Orange is the new Black højere end at sætte mig ind i verdenskonflikterne, når jeg har husmoderens 5 minutter.

Da vi satte kvinden af ved asylcenteret, og hun takkende havde taget afsked, blev jeg ramt af min sædvanlige udlængsel. Turen havde mindet mig om alle de gange venlige fremmede har reddet min røv en sen nat et øde sted på en eksotisk destination. Men de søde drømme havde en besk bismag. For nok havde vi fået os et lille eksotisk mandagseventyr, men for denne kvinde var det hendes liv. Og at strande i en træt stationsby var nok ikke hendes største udfordring. 

Min største udfordring i dag var at få mit apple-tv til at virke, så jeg kunne se endnu et afsnit af OITNB. Sådan er det også at blive voksen.

FÅ DIG EN HOBBY!

Den opstod bare lige pludselig, den der mærkelige hvide løgn.
"Jeg maler!", sagde jeg. 
"Dejligt!", svarede sundhedsplejersken. "Kan du så ikke prøve at sætte dig som mål at male bare en lille bitte smule på dit maleri hver dag?". 
Jeg nikkede smilende. Jo, det var en god plan. Bortset fra at jeg ikke har malet nogle billeder, siden jeg havde billedkunst i folkeskolen. Jeg havde ellers lige klaget min nød til sundhedsplejersken: Efter at jeg var startet på barsel, savnede jeg alle mine projekter, og vi skulle sammen finde på en plan for, hvordan jeg kunne nå andet end "bare" projekt-vær-den-bedst-mulige-mutti. Og så var det hun spurgte mig, hvad jeg plejede at lave, før jeg blev mor. 
"Projekter!", var mit pompøse svar. Hun bad mig om at uddybe. "Kreative projekter.", svarede jeg lige så tåget. "Som hvad?", spurgte hun. Og der var det, at det brast ud af munden på mig. Og det var jo ikke helt løgn. Jeg havde for eksempel malet et puslebord og nogle legekasser til barneværelset, mens jeg ventede på at poppe og var så tung, at jeg ikke kunne meget andet end at se serier og spise Nutella. Men hun tolkede det, som om jeg malede. Kunstmalede. Og jeg undlod at rette hendes vildfarelse. Måske fordi jeg lige pludselig midt i al baby-halløjet slet ikke kunne komme i tanke om, hvad mine hobby plejede at være? Og det lød da også meget flot. Jeg gad da godt være sådan en der malede K-Å-N-S-T.

Når vi er børn bliver vi udsat for så mange sjove ting: Vi går til en masse sport, vi bliver sat til at læse en masse bøger, vi laver ler, syr, laver køkkenrulleholdere, spiller claves og så videre. Noget af det hader vi som pesten, mens andre ting bliver deciderede hobbyer. Men når vi så bliver voksne, så får vi færre og færre hobbyer. Arbejdet fylder og familien. Og fornuften! For hvad kan vi BRUGE det til? Kan vi tjene penge på det? Gør det os slanke? Booster det vores cv? 

Hvad laver I, når I har fri? Hvad er jeres hobby? Den snak har jeg haft med flere venner. For jo jo, man kan jo altid se den nyeste sæson af GOT eller tage ned at træne, men flere jeg har snakket med savner at have en decideret hobby. 
Mine veninder overvejede at starte med at cykle landevejscykling sammen. Jeg kender også en, der har en kreaklub, hvor de - helt formningsagtigt - mødes og laver masker og den slags. En anden af mine venner har hyret en teenage-musiker, som skal lære ham at spille på trommesæt. 
Men hvorfor er det så svært at få gjort den slags som voksen? 

For nylig så jeg en side i et magasin, som opfordrede læseren til at lære noget nyt, og pludselig fik jeg lyst til at prøve det hele. Jeg ville både lære at klatre, lave keramik og at sy mit eget tøj. 

Når jeg ikke er på barsel, er jeg så heldig, at jeg arbejder med min hobby. Jeg får penge for at spille skuespil. Men hvad nu, hvis jeg skifter karriere en dag? Hvor skal jeg så spille skuespil? Jeg kan jo ikke spille alene. Eller jo det kan jeg, men mon ikke babyen og hunden bliver rimeligt trætte efter den tiende Shakespeare-monolog? Og når nu man har været professionel, kan man vel heller ikke gå ned i det nærmeste forsamlingshus og melde sig til audition på den lokale udgave af "My Fair Lady"? (Og det er sagt med AL respekt for lokale amatørteatre). Jeg har også tit lyst til at gøre mere ved sangen og dansen (engang fik jeg undervisning i opera!!!), men hvor finder man ligesindede legekammerater på ens egen alder, som ikke allerede er blevet pro eller har lagt det på hylden? 
Og min voksenhjerne vil så gerne have et MÅL med det. Kan jeg tjene penge på at lave en lille koncert? Eller...uh! Jeg kan jo altid skrive det på cv'et! 

Dagens anbefaling fra Voksentid

Imens jeg brainstormer på dagens emne, får I lige mit bud på en god regnvejrsdag.

Først og fremmest: Lav en god og simpel kop chai. Ikke en på sirup. Heller ikke en på pulver. The (almost) real McCoy:

• 3 tsk. af denne her the (Jeg har kun fundet den i Søstrene Grene):

• 1 stor kop mælk
• 2,5-3 tsk. rørsukker (Ja, det er ikke en slankeopskrift, men sukkeret fremhæver krydderierne, så gør det nu bare.)

Lad det hele småkoge, indtil der er skind på, og farven er lysebrun. Si det hele over i en kop. 

Enjoy. I know I do.

Med den dampende kop chai i hånden kan du kaste dig over vækstlaget i dansk films mere eller mindre uopdagede talenter. Der er nemlig masser af kortfilmsguf at hente her: http://www.ekkofilm.dk/shortlist/

På filmmagasinet Ekkos hjemmeside har der i over et år kørt en online kortfilmskonkurrence, og via linket kan man se alle filmene på den aktuelle hitliste, men også de tidligere kombettanter. Mine favoritter er blandt andet: Lækre til vi dør, Daimi, Ladyboy, Vilddyr, Bewilderbeast, Braget og Sidste weekend, men find dine egne. Der bliver taget masser af chancer og der er rigtig, rigtig meget godt skuespil!

SÅDAN SLAPPER VOKSNE AF

Normalt er jeg en kvinde af ord. Men i dag har jeg valgt at spare på dem. I dag har jeg trukket stikket ud. Sådan slapper voksne af (ps. jeg lover snart at skrive noget nyt):

I DAG ER DET HEIDIS FØDSELSDAG!

I dag er det Heidis fødselsdag, hurra hurra hurraaaa! 

Jeg er et kæmpe pattebarn, når det kommer til fødselsdage. Især min egen. I min familie har man altid gået meget op i fødselsdage. Både sin egen og de andres. Fødselsdage skal fejres, som var det den sidste nogensinde. Fødselaren skal vækkes med fødselsdagssang, og dem som ikke er til stede under dette ritual skal ringe og synge fødselsdagssang i telefonen, så snart de har en ledig stund. Når man har fødselsdag, skal man have alle sine livretter, og man SKAL drikke varm kakao med flødeskum - også når man har fødselsdag om sommeren, og det er 29 grader i skyggen.
I min familie er din fødselsdag = DIN hyldestdag. Og det er ligegyldigt hvor gammel man bliver. Da jeg var barn tegnede jeg hvert år min egen kalender (af den slags, hvor man vender en ny side hver dag). Og så snart der var en måned til min fødselsdag, kunne nedtællingen begynde: "Neeeej! En glad hest og kun 28 dage til min fødseldag. Neeej! En glad bæver og kun 14 dage til min fødselsdag! Neeej! En glad hval og kun 3 dage til min fødselsdag!". Jo, jeg var glad for fødselsdage. Og for dyr. Glade dyr.  
Denne religiøse dyrkelse af fødselsdage har sat dybe spor i mig. Jeg elsker stadig at have fødselsdag. 

I år begyndte jeg at tjekke fødselsdagshilsner på Facebook, så snart klokken blev over midnat. Og heldigvis var jeg oppe at amme et par gange, så jeg kunne holde mig opdateret hele natten. Jeg tjekkede også vejrudsigten. De bedste fødselsdage er nemlig dem med sol.
Heldigvis har min mand forstået min sygelige besættelse af fødselsdage. Og jeg tror faktisk, at han er begyndt at holde af den måde, hvorpå traditionerne bliver holdt i hævd i min familie. Der skal fejres, hvad fejres kan!
 Derfor fik jeg også fødselsdagssang i nat, jeg vågnede op til en overdådigt udsmykket fødselsdagsstue med masser af gaver, og der stod pandekagedej klar i køleskabet, så jeg kunne lave pandekager til morgenmad, når nu han var på arbejde. Og så fejrede jeg mig ellers: Jeg sang fødselsdagssang for mig selv i sengen, spiste 6 pandekager til morgenmad, pakkede gaver op, læste fødselsdagskort, lavede hjemmelavet chai, snakkede i telfon med tanter og veninder og dansede til Michael Jacksons nye album. Senere kom mine forældre forbi, og min mand kom hjem, og vi drak selvfølgelig varm kakao med flødeskum i solen og spiste Sarah Bernard-kager. Ren fødselsdagslykke.

Og på søndag holder jeg endnu en fødselsdag - fordi jeg kan!

Bagsiden af medaljen ved at være så vild med at have fødseldag er, at jeg kan blive lige så skuffet som et lille barn, hvis nogen glemmer min fødselsdag. Og det er ved gud ikke særligt voksent. Men jeg synes stadig, det er ok at elske at have fødselsdag, når man bare man husker at fejre andre også! Hurraaaaaaa!

Dagens anbefaling fra Voksentid

Min bror har drillet mig med, at mine anbefalinger er i øst og vest, og det er på ingen måde forkert. Jeg elsker bare at anbefale ting - også ude i den virkelige verden. Det er ingen af mine anbefalinger, der er sponsorerede, så det er 100% udelt og ægte begejstring, der ligger bag.

Nu kommer turen så til Living Yolates, hvor jeg har trænet de sidste to år. 

Tjek det ud her http://mikimiki.dk/

Jeg elsker yoga, men synes, at der er alt for mange kedelige og dårlige yogaundervisere derude i Namesté-land.

 Jeg elsker elsker elsker også at danse, men har meget svært ved de dansehold, der findes i fitness-centre (det er jo ikke dans!). 

Og min krop elsker pilates, men også på den front har jeg haft svært ved at finde nogen, som kunne gøre de stillestående øvelser interessante for yours truly (aka. bimmerbarnet, der synes ting skal være vildere, højere, hurtigere).

Mikala der har Living Yolates er ganske enkelt en FANTASTISK underviser, der har lavet sin egen træningsform, Yolates. Med Mikala er træning en fest - ikke bare i overført betydning. Det er fandeme ligesom at feste på en hverdag, og hun gør en i verdens bedste humør!

Det må vel være et kvalitetstegn i sig selv, at jeg gerne kører 1 time i bil for stadig at træne der, frem for at finde et nyt sted lige rundt om hjørnet. 

Og det er meget effektivt. I går var jeg til træning for første gang, efter jeg havde født, og det var så hårdt, at jeg måtte spise en confit de canard-sandwich i Torvehallerne (en anden anbefaling!) og sove 1,5 time på sofaen bagefter.

INDEN JEG BLIVER 30, VIL JEG...

Jeg har to dage dage tilbage som 28-årig. Eller mere præcist 26 timer. Når de 26 timer er gået, har jeg officielt 365 dage tilbage i 20'erne.

Jeg kan huske dengang jeg fyldte 20. Det føltes meget voksent og ansvarligt at forlade teenageårene. Jeg var kommet hjem fra min lange dannelsesrejse i latinamerika få dage inden og var solbrændt og selvsikker og verdenskvinde. (Den slags verdenskvinde, der stadig boede hjemme hos sine forældre og havde et perlegardin med pink plastikhjerter på sit værelse). 

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være - mest af alt, havde jeg bare lyst til at rejse afsted igen med det samme. Måske åbne en café i Mexico med Fernando. El Waffeljern, skulle den hedde (det er seriøst ikke noget, jeg finder på! Ama'r.) En af mine venners fornuftige forældre fik dog guidet mig i retning af universitetet, og jeg startede samme år.

Fra jeg blev 20 til i dag er der blandt andet sket følgende:

• Jeg flyttede hjemmefra og til København
• Jeg har taget en bachelor.
• Jeg tog chancen og fik min drømmeuddannelse som skuespiller
• Jeg har haft mit eget børneteater
• Jeg har boet i hvert fald 6 forskellige steder
• Jeg er blevet friet til på toppen af en vulkan
• Jeg har været undertøjsmodel i et Fakta-katalog (den skal med, for det er noget af det mest fjollede, der er sket)
• Jeg er blevet gift med den mand jeg havde et kæmpe crush på som 16-årig
• Og jeg har lavet et lille nyt menneske med to arme og to ben (og indtil videre ingen synlige defekter)

Det, og så alt mulig andet.

Da jeg var yngre fik jeg tit aldersstress. Når jeg læste om en eller anden skuespiller eller popsanger, som var blevet opdaget som 13-årig og vandt priser som 16-årig, så følte jeg et tungt pres hvile på mine skuldre. For hvad havde jeg bedrevet? Nu er løbet ligesom kørt. Jeg er allerede alt for gammel til at blive popstjerne (selvom jeg da var til en audition på popstars i 2001), og med mindre jeg går efter at blive verdens yngste (og mest overraskende) præsident, kan jeg vist godt glemme at imponere nogen.

Da vi flyttede fandt jeg en bucket list, som min mand og jeg lavede, lige da vi var begyndt at date for 6 år siden. Den var fyldt med forelskelse og drømme, men til min store overraskelse opdagede jeg, at vi faktisk havde opnået en masse af vores drømme. Ting som dengang virkede helt uopnåelige. Ting som var skrevet ned i kådhed og glemt igen. Det er da skide smukt!

Så nu vil jeg lave en bucket list for, hvad jeg vil nå, inden jeg bliver 30.

Jeg vil:

• Dykke med hajer
• Skrive et speciale
• Lære at twerke, mens jeg står på hovedet 
• Give min søn humoristisk sans
• Have en stor filmrolle
• Rejse til Madagascar

(...)

Og hvad med jer? Hvad vil I? Kom med jeres bud i kommentarfeltet...