lørdag den 30. august 2014

JEG ØVER MIG STADIG...

I går fik jeg et brev. Et skidehamrende kedeligt brev. Det var så kedeligt, at så snart jeg læste overskriften, så gik min opmærksomhed på vandretur til Mexicos hvide sandstrande. Jeg prøvede virkelig på at læse det. Virkelig. For jeg vidste godt, at jeg burde læse det. Jeg startede forfra et par gange, men hver gang kom jeg kun et par linjer ned, før jeg begyndte at skimme, som i dennne her sammenhæng er et flot ord for at konstatere, at det var tale om sorte bogstaver på hvidt papir. Til sidst lagde jeg det på spisebordet. Det var jo helt klart tidspunktet, den var gal med. Det var alt for sent på eftermiddagen til at læse sådan et brev, og jeg havde jo også været tidligt oppe, og desuden så havde babyen ikke sovet så godt i nat. I morgen ville jeg være meget mere modtagelig.  

I morges smed jeg det ud. 

Brevet handlede om pension.


Et autentisk foto af mit brev, pimpet med et flot blåt filter.

Jeg øver mig stadig i at gå til møder i banken. Det er egentlig ikke, fordi jeg er sådan en "Luksusfælden"-type. Faktisk er jeg noget så usexet som ret økonomisk anlagt. Men når jeg skal til møde i banken, har jeg det, som om jeg spiller rollen, som en der går til møder i banken. En rigtig voksenrolle, hvor man forstår, hvornår renten er helt rigtig. Når man er rigtig voksen tager man ikke bankagtigt tøj på og sidder og smiler blankt og siger ja og amen til alt, og satser på at ens bedre halvdel har taget de nødvendige metale noter. Når man er rigtig voksen, forstår man at forholde sig kritisk til bankens tilbud. Man forsøger ikke at få bankrådgiveren til at synes, at man er total sjov og fresh. Man spiser heller ikke alle hans folieindpakkede chokolader. Og man går ikke ud på toilettet og græder af glæde, når man får lov til at låne penge. Som sagt: Jeg øver mig stadig.

Men breve om pension...
Og SKAT...
Og generalforsamlinger...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar